Kate Bush gav Amanda tårer i øjnene: Det var bare så stort at se hende

Da Kate Bush i går gav comeback-koncert var 18-årige Amanda publikum. Det var den største koncertoplevelse, hun nogensinde har haft.

Amanda Trine Appel Olsen (til højre i billedet) var sammen med sin mor, bror og veninde til Kate Bush-koncert i London.

Kate Bush havde ikke sunget så meget som en eneste strofe, før 18-årige Amanda Trine Appel Olsen fik tårer i øjnene.

Den britiske sangerinde var faktisk bare lige kommet ind på scenen i London, publikum havde rejst sig op, og klappede og skreg. Det gjorde Amanda også, med tårer i øjnene.

- Det var bare så kæmpestort. Det er sådan noget, jeg aldrig har troet ville ske. Jeg har ikke forventet, jeg nogensinde ville opleve hende på en scene, forklarer Amanda over telefonen fra London, hvor hun stadig er.

Koncerten startede med at skuffe

Tirsdag aften gav den britiske sangerinde Kate Bush sin første koncert i 35 år i London. Amanda var en af de heldige, der fik billet til den totalt udsolgte koncert, sammen med sin mor, bror og sin veninde.

Amanda har lyttet til Kate Bush i små ti år, siden albummet 'Aerial' blev udgivet i 2005.

Men faktisk startede tirsdagens koncert med at skuffe en smule.

- Hun startede med at synge nogle numre sammen med et band. Det var lidt som til en standardkoncert, og jeg var faktisk lidt skuffet, for lyden var også rigtig dårlig. Men så gik tæppet ned, og da det gik op igen, var der kulisser, og koncerten blev helt teateragtig - det var over al forventning, siger hun.

Har ikke samme højde på stemmen

Kate Bushs stemme var også imponerende i betragtning af, at hun ikke har optrådt live en eneste gang de sidste 35 år, mener Amanda.

- Hun har ikke den højde på sin stemme, som hun havde, da hun var ung med de helt lyse toner. Men hun synger stadig vildt kraftfulgt, og hun sang vildt godt, siger hun.

Den største koncertoplevelse nogensinde

Den eneste anden gang, en koncert har formået at give Amanda tårer i øjnene, var da Björk optrådte sidst på Roskilde Festival.

- Men det var slet ikke på samme måde. Jeg kunne godt forestille mig, at det her er den største koncertoplevelse, jeg nogensinde får. Medmindre, at det sker igen at Kate Bush annoncerer, at hun giver koncerter igen. Så kan det være, den bliver toppet, siger hun.

Lyt med på lørdag i 'P6 BEAT elsker Kate Bush', hvor Amanda og hendes mor kommer på besøg og anmelder koncerten.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk