Kendrick Lamar har sparket døren ind: Nu elsker musiksnobberne hiphop

Pullitzer-prisen til den amerikanske rapstjerne er kulminationen på et hæsblæsende år for ham.

(Foto: Kevin Winter © 2017 Getty Images)

Mange hiphopfans følte sig snydt på Kendrick Lamars vegne, da popmusikeren Bruno Mars tidligere i år snuppede den prestigefulde Grammy for årets album for næsen af den amerikanske rapstjernes seneste, kritikerroste og storsælgende album 'Damn'.

Men nu kan de trøste sig med, at Lamar har fået officiel anerkendelse fra en anden, særdeles etableret kulturinstitution. I aftes modtog han således en Pullitzer-pris for årets bedste album, vel at mærke som den første musiker uden for jazz- og klassiske musikkredse.

Begrundelsen for at tildele Kendrick Lamar denne hæder er, at han har lavet "en virtuos sangkollektion, som bliver holdt sammen af den sproglige autenticitet og rytmiske dynamik, som skaber medrivende vignetter, der indkapsler kompleksiteten ved det moderne afroamerikanske liv", som Dana Canedy fra priskomitéen udtaler til The New York Times.

Det er svært at pege på andre, der på samme måde tør italesætte raceproblemer så kontant – og samtidig fylde stadions og sælge millioner af albums.

Pelle Peter Jensen, vært på 'Sovsen' på P3

Udpegningen af Lamar siger ikke bare noget om hans kulturelle status, men også om hiphoppens status som sådan, og hvordan den har bevæget sig fra en subkuturel outsiderrolle til at være en central og i stigende grad anerkendt del af populærkulturen.

Det understreger udvælgelsesprocessen også. Til The New York Times beskriver jurymedlem David Hajdu således, at over 100 værker var i spil, heriblandt flere klassiske værker, der trak på elementer fra hiphop.

- Det fik os til at snakke om, at rapmusik har værdi i sig selv og ikke bare som ressource for et område, der er mere bredt anerkendt af det institutionelle establishment (som jazz og klassisk musik, red.) som seriøst og legitimt, fortæller han og kalder det "et smukt øjeblik", da juryen lyttede til 'Damn' sammen og var enige om at belønne det.

Det skal også ses i lyset af, at Pullitzer-prisens musikjury har været kritiseret for at være konservativ, 'hvid', snobbet og blind for andre genrer end jazz og klassisk kompositionsmusik.

Kendrick Lamar: 'HUMBLE.'

Et hæsblæsende år

Pullitzer-prisen er kulminationen på en hæsblæsende periode på næsten præcist et år, siden 'Damn' udkom den 14. april 2017.

Selv om han ikke modtog prisen for årets album, scorede han alligevel fem statuetter til Grammy-uddelingen i januar, han har været musikalsk kurator på soundtracket til den voldsomt populære Marvel-film 'Black Panther', og så har han været på en turné, der i marts tog ham forbi Royal Arena i København, og som senere i år rammer Smukfest i Skanderborg.

- Han er helt klart en af de allervigtigste figurer på den globale musikscene lige nu. Det er svært at pege på andre, der på samme måde tør italesætte raceproblemer så kontant som Kendrick – og samtidig fylde stadions og sælge millioner af albums, lyder vurderingen fra Pelle Peter Jensen, der er vært på hiphop-programmet 'Sovsen' på P3.

- Populariteten er vigtig at nævne, for det betyder jo, at han har en indflydelse på den globale – og især den amerikanske – ungdom. Og at hans budskab kommer ud og er med til at sætte dagsordenen. Både politisk og musikalsk. Han er hiphoppens Bono anno 2018, bare uden skattely. Fra gaderne i Compton og til hele verden.

Kendrick Lamar til Grammy-showet. Januar 2018. (Foto: Kevin Winter © 2018 Getty Images)

Kendrick Lamar blev født i 1987 i Compton i det sydlige Los Angeles. En by, der har fostret en række andre store rappere. Dr. Dre, Ice Cube og hiphop-gruppen N.W.A. har alle haft deres gang i Comptons gader.

Men udover de musikalske bysbørn er Compton måske mest kendt for høje mordrater, og hvor skyderi i gaderne er hverdag. Kendrick Lamar selv var kun fem år gammel, da han var vidne til sit første mord.

Lamars musikkarrieren begyndte allerede som teenager, hvor han blev en del af hiphop-miljøet i Compton. Hans store gennembrud kom for alvor i 2012, hvor han med sit andet studiealbum 'good kid, m.A.A.d city' nåede ud til et langt større publikum end tidligere.

Albummet tager udgangspunkt i Lamars opvækst i Compton, og titlen er en henvisning til ham selv: "et godt barn i en skør by", hvor mange andre unge forfalder til kriminalitet.

Kendrick Lamar: 'Swimming Pools (Drank)'

Nej til sprut og stoffer

Kendrick Lamar

Kendrick Lamar Duckworth er født den 17. juni 1987 i Los Angeles-ghettoen Compton.

Har udgivet fire studiealbum siden 2011.

Brød igennem i 2012 med 'Good Kid, M.A.A.D City'.

Han to seneste album, 'To Pimp a Butterfly' (2015) og 'Damn' (2017), er gået nummer et i USA.

Spiller på årets Smukfest.

For Kendrick Lamar er ikke som de fleste. Hverken når man sammenligner med mange af dem, han voksede op sammen med, eller når man sammenligner ham med andre rappere.

- Mit fokus er på, hvad mine fans vil tage med fra min musik. Mennesker, som lever deres liv dag til dag. I sidste ende er musikken ikke til for min skyld. Den er til for dem, der går igennem svære perioder, og som har brug for at relatere til nogen, der har det på samme måde, har Lamar sagt til amerikanske Interview Magazine.

Kendrick Lamar er – i hvert fald ud ad til – en hårdtarbejdende og fokuseret artist. Når han går i studiet, er det i timevis, og han stopper først, når det perfekte resultat er nået. Musikken tages seriøst, og Lamar lægger ikke skjul på, at musikken er hans talerør. Og at der følger et ansvar med musikken.

- Han hverken drikker eller ryger. Hans gennembrudshit 'Swimming Pools' handler netop om misbrug. Og på den måde har han ikke travlt med at passe ind i stereotypen på en rapper anno 2018, siger Pelle Peter Jensen.

- Han har en vision for, hvad han vil med sine albums. Og det er ikke kun "Jeg vil have x antal hits og gå nummer 1". Det er mere "Jeg vil have, at verden forstår sig selv og hinanden bedre, og denne plade skal være en af nøglerne".

Kendrick Lamar er ultra-gennemført. Alle hans albums har et koncept og en tanke bag.

Pelle Peter Jensen, 'Sovsen' på P3

Visionær albumkunstner

Med 'Damn', der altså nu har sikret ham en Pullitzer-pris, beviste Kendrick Lamar, at han er en kunstner i stadig udvikling. Temaerne var nye endnu en gang, og musikken havde rykket sig nok en gang. Og musikanmelderne kvitterede flere steder ved at udnævne det til årets album.

I en tid hvor de fleste shuffler fra single til single, virker det nærmest naturstridigt, at Lamar holder på, at ville udgive samlede albums, hvor hvert nummer har en særlig plads i rækkefølgen, og hvor overgangene numrene imellem er nøje udtænkt og orkestrerede.

- Kendrick Lamar er ultra-gennemført. Alle hans albums har et koncept og en tanke bag. Derudover er han en sindssygt teknisk dygtig rapper. Han kan både rappe vildt hurtigt, synge, råbe, forvrænge sin stemme og fortælle helt afslappet. Og lyde som sig selv hele vejen, siger Peter Pelle Jensen.

Verdensstjerne uden bling-bling

Der er meget lidt store biler, tonede ruder, guldkæder og damer over Kendrick Lamars stil. Det overlader han til andre rappere.

I stedet kredser hans tekster om spørgsmål om race, isolation, splittelse i det amerikanske samfund og kampen mod de indre dæmoner. Imens låner hans musikalske univers gerne fra både jazz og funk, når numrene skal skrues sammen.

- Han er ikke bange for at være politisk. Hverken på radiosingler, til award-shows eller i interviews. På den måde er han også blevet en folkets mand, og flere af hans sange er blevet adopteret som protestsange af forskellige bevægelser, når han skal forklare årsagerne til Kendrick Lamars succes, fortæller Pelle Peter Jensen.

- Men vigtigst af alt, så kan man virkelig føle, at han er ægte og oprigtig i en verden, hvor mange popstjerner er meget polerede.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve