Koncertarrangør: Vi har på intet tidspunkt aflønnet sort

Koncertarrangøren ICO Concerts har fyret underleverandører, der har betalt de såkaldte ’stagehands’ sorte penge.

Kim Worsøe fra ICO Concerts. Billedet er taget i 2002.

100 kroner i timen og løn i kuverter udleveret på et værtshus eller i en døråbning. Sort. Økologisk. Eller slet og ret, uden at skattefar har fået sin del af kagen.

Det har været systemet, når de såkaldte ’stagehands’, der slæber kasser og sætter scene op, skulle aflønnes efter koncerter arrangeret af ICO Concerts, en af Nordeuropas største koncertarrangører. Det dokumenterer DR1-programmet ’Afsløret – De sorte koncerter’.

DR vil selvfølgelig gerne høre ICO Concerts syn på sagen, men koncertarrangør Kim Worsøe afviser at stille op til interview, ligesom han afviser at have kendt noget til den sorte aflønning af stagehands til Justin Bieber-, Bryan Adams- og Celine Dion-koncerterne. Det fremgår af de skriftlige svar, som Kim Worsøe har sendt, efter optagelserne til dokumentaren, der blev vist på DR1 mandag aften, var afsluttet.

- ICO har på intet tidspunkt benyttet sig af nogen form for sort aflønning. Og det kommer vi heller aldrig til, skriver Kim Worsøe.

Koncertarrangøren kalder beskyldningerne om, at ICO skulle få udført sort arbejde ”direkte injurierende”.

ICO afviser forbindelse til crew-chefer

Af DR-dokumentaren fremgår det, at ICO Concerts lægger opgaven med at hyre og aflønne stagehands hos underleverandører, heriblandt TNS Produktion.

Det er repræsentanter fra underleverandørerne, der bliver filmet med skjult kamera, mens de aflønner stagehands sort, eller ”økologisk”, som den ene crew-boss kalder det.

Han er også kendt på ICO Concerts’ kontor, finder DR ud af, da vi får en ’muldvarp’ til at ringe og spørge, om der er mere arbejde at få som stagehand. Kvinden, der tager telefonen, henviser til den person, der har overtaget opgaven efter den føromtalte crew-boss. Men:

- Ingen af de personer, du omtaler i din email, har på noget tidspunkt har været ansat i ICO, skriver Kim Worsøe, da DR har sendt en række spørgsmål via email.

- Og hvis de omtalte underentreprenører har gjort brug af ’sort aflønning’, er det under alle omstændigheder sket uden vores viden.

Underleverandører er fyret

Koncertarrangøren understreger i samme ombæring, hvordan processen med at finde stagehands foregår, når koncertarrangøren laver en aftale med Justin Bieber, Celine Dion eller andre store internationale musiknavne.

- Når en koncert er blevet bekræftet, hyrer ICO en række underleverandører, herunder et såkaldt crew-firma. Denne leverandør varetager således alt, der har med crew’et at gøre både før, under og efter et show. ICO har med andre ord ingen direkte kontakt med crew, skriver Kim Worsøe.

Han har derimod taget kontakt til underleverandørerne, efter DR har forelagt ham oplysningerne om det sorte arbejde.

De er nu fyret, oplyser Kim Worsøe.

Det er ifølge koncertarrangøren sket, fordi ”du og andre har kunnet opfatte det sådan, at ICO som koncertudbyder har medvirket til ’sort aflønning’”, skriver han direkte henvendt til DR’s journalist.

Nye standardaftaler

For at undgå en gentagelse af den opfattelse, så har Kim Worsøe sat gang i en formalisering af kommende samarbejder med crew-firmaer.

Fremover skal underleverandørerne skrive under på kontrakter, der forpligter dem til at aflønne medarbejderne i henhold til den gældende lovgivning.

Arbejdet med at få udformet nye standardaftaler er sat i gang, pointerer Kim Worsøe.

Facebook
Twitter