Lad romantikken blomstre: Hør 7 helt nye kærlighedssange på Valentinsdag

Det er ikke nødvendigvis nemt at lave en kærlighedssang. Syv danske musikeres giver her deres bud på helt nye sange, der emmer af romantik.

Aksglæde, Sys Bjerre og Peter Sommer er blandt de kunstnere, der har lavet nye kærlighedssange til programmet 'Elsker dig for evigt', der kulminerer med en koncert i aften. (Foto: Andreas Hüttel © dr)

Sidste år gav DR en række danske sangskrivere en udfordring: Skriv en kærlighedssang.

Det lyder måske let nok, for de fleste hits kredser trods alt om kærlighed. Men du kan godt tro om igen, for det er slet ikke nemt at sætte ord på de store følelser, som romantikken trækker med sig – uden at det bliver for rosenrødt.

En del af de udvalgte musikere havde i hvert fald en del kvaler med den romantiske genre.

Nu ligger de fleste af sangene dog klar – i tide til at du kan høre dem på denne Valentinsdag.

Musikernes arbejde med sangene blev fulgt i podcastserien med titlen ’Elsker dig for evigt’, og i aften luftes de fleste af de nye kærlighedssange ved en udsolgt koncert i Koncerthuset, som også sendes på DR3.

Kom i romantisk stemning med disse meget forskellige kærlighedssange og stænk din elskede, dine kære eller en bejler en kærlig tanke.

(Foto: Andreas Hüttel © dr)

Peter Sommer: Sand kærlighedshistorie (slutter aldrig)

Peter Sommer har altid været fascineret af ligefremme sange om kærlighed. Alligevel savnede sangeren noget, da han havde skrevet ’Sand kærlighedshistorie (slutter aldrig)’ færdig. Noget dysterhed.

Derfor har han skrevet en anden udgave af sangen, der bare hedder ’Slutter aldrig’, som vil være at finde på hans kommende album. En mere stille version med en anden tekst og andet band.

- Der er noget modsat og noget dobbelt i det, som jeg også synes, der er i kærligheden. Den er fantastisk, men den er også en udfordring, siger Peter Sommer.

Peter Sommer: Sand kærlighedshistorie (slutter aldrig)

(Foto: Andreas Hüttel © dr)

Niels Skousen: Vil du

Niels Skousen har været gift i 35 år, så hans nye kærlighedssang til podcasten ’Elsker dig for evigt’ handler ikke om nyforelskelse, men om kærlighed i dagligdagen efter mange år sammen – en kærlighed, der kræver arbejde.

’Vil du stadig med mig gennem livet gå?’ spørger Niels Skousen blandt andet.

- Det er her, man lærer at stole på hinanden, og hvor det bliver trygt. Det handler om det nære og om, at man har en ved sin side. En man kan elske og røre ved, siger Niels Skousen.

Niels Skousen: Vil Du

(Foto: Andreas Hüttel © dr)

Sys Bjerre: Silkepoter

Har du det svært med monogami? Så ved Sys Bjerre, hvordan du har det. Hun har eksperimenteret med fri kærlighed og åbne forhold i et kollektiv, men har nu fundet en fast kæreste.

Sangen ’Silkepoter’ er derfor en sang om den kærlighed, som Sys Bjerre fandt efter at have vendt det monogame system ryggen.

- Jeg tror stadig på fri kærlighed, men jeg tror, at jeg fokuserer mere på selve kærligheden nu, og mindre på hvorvidt den anses som værende fri eller ej, siger Sys Bjerre.

Sys Bjerre: Silkepoter

(Foto: Andreas Hüttel © dr)

Johan H. Petersen: Lyskys

Johan H. Petersen fra Hymns From Nineveh har kastet sig over den mere abstrakte kærlighed i sin sang ’Lyskys’. Overordnet er det dog en kærlighedserklæring til alt det, han elsker – hans hustru og selve livet.

- Det er en besynderlig 80’er-agtig popsang, som vibrerer et eller andet sted mellem popsangen og salmen, og det kan jeg godt lide. Den prøver at gribe om de ubegribelige størrelser; tro, håb og kærlighed, siger Johan H. Petersen.

Johan H. Petersen: Lyskys

(Foto: Andreas Hüttel © dr)

Kaspar Kaae: Last Night I Danced With A Stranger

Kaspar Kaae fra bandet Cody oplevede for halvandet år siden at blive forladt af sin store kærlighed. Optimistisk gik han videre ud i datinglivet, men måtte erkende, at han slet ikke var ovre sin eks.

- Hvis man har meget sorg med i bagagen, så er det en energi, man tager med sig rundt. Og hvis man skal være oprigtig cool, så skal man være ude af den sorg, siger Kaspar Kaae.

Nu er han dog fået bruddet lidt på afstand og har derfor sat ord på oplevelse i sangen ’ Last Night I Danced With A Stranger’.

- Jeg gik og ventede på, at nogen ville nive mig i armen eller give mig en lussing, så jeg kunne vågne op fra den værste drøm i hele verden, siger Kaspar Kaae.

Kaspar Kaae: Last Night I Danced With A Stranger

(Foto: Agnete Schlichtkrull © dr)

Michael Møller: Alting vender tilbage nu

Egentlig er Michael Møller mest vant til at skrive sange om knuste hjerter, men denne gang har han fokuseret på noget andet. En sikker kærlighed. ’Alting Vender Tilbage Nu’ er nemlig en kærlighedserklæring til hans fireårige datter.

- Det er ret vanvittigt ved den kærlighed, at jeg var der fra hendes første øjeblik i verden. Jeg var forelsket i hende med det samme. Det er ret vildt at elske betingelsesløst fra første øjeblik, siger Michael Møller, som også er frontmand i bandet The Mountains og Moi Caprice.

Michael Møller: Alting vender tilbage nu

(Foto: Andreas Hüttel © dr)

Aksglæde: Skyklapper

Jacob Aksglæde kastede sig over temaet forelskelse, og inspirationen fandt han i et forhold, han havde under sin studietid.

Men faktisk endte han med at droppe sangen til ’Elsker dig for evigt’-podcasten. Det blev for lykkeligt. Derfor lavede han i stedet sangen ’Kliche’, der har en mere ’blå tone’.

- Man kan ikke beslutte sig for at skrive en sang med en bestemt stemning. Der skal være resonans med en selv. På det tidspunkt kunne jeg åbenbart ikke skrive en udelukkende lykkelig kærlighedssang, konstaterer Jacob Aksglæde.

Du kan dog høre hans hjemmeoptagede skitseudgave af ’Skyklapper’ her:

Aksglæde: Skyklapper

Derudover kan du også høre nye kærlighedssange – eller skitser til dem – med Katinka, Alberte, Bisse, Elisabeth i podcastserien ’Elsker dig for evigt’. Du kan høre programmerne her.

Elsker dig for evigt

  • DR har fået 11 af Danmarks stærkeste sangskrivere til at skrive en ny kærlighedssang.
  • I podcastserien 'Elsker Dig For Evigt' kan du følge tilblivelsen af numrene.
  • Serien afsluttes med en stor koncert i DR Koncertsal på Valentinsdag den 14. februar med de sange, der er blevet lavet i løbet af serien.
  • Solisterne bliver akkompagneret af musikere fra DR SymfoniOrkestret og et husorkester til koncerten.
  • Koncerten, der er udsolgt, sendes direkte på DR3.