Lars Ulrich nægter at være amerikaner efter 37 år i USA: Jeg er pæredansk

Lars Ulrich roser danske værdier om fællesskab, som han selv vil give videre til sine børn.

Han har boet i USA i mere end halvdelen af sit liv.

Alligevel er han dansker. Basta.

- Folk bliver tit overrasket, når jeg siger, jeg er dansk. Jeg er dansk statsborger. Jeg rejser rundt med et lille, dansk, rødt pas. Jeg er ikke amerikansk statsborger. Jeg er dansk. Det er en væsentlig del af, hvem jeg er, og hvordan jeg ser verden.

- Nogle gange skal man lige have folk til at forstå, at jeg er dansk, og at det ikke er noget, jeg leger indimellem, siger Lars Ulrich.

I DR K-programmet 'Verdens lykkeligste land?', der undersøger, hvorfor Danmark er et af de lykkeligste lande i verden, fortæller Metallicas danske trommeslager, hvad han forbinder med at være dansk – efter så lang tid på den anden side af Atlanterhavet.

Høj sikkerhed i Norden

For eksempel roser han Danmark og de nordiske lande for at være det område i verden, der er allermest sikkert. Blandt andet kan forældre være sikre, når deres børn tager bussen eller toget alene, hvilket ikke er realiteten i USA.

Selv efter 37 år i USA er der stadig flere ting, hvor Lars Ulrich ikke ligner den typiske amerikanske stjerne, selvom meget af hans omgangskreds nu er amerikansk.

For eksempel er bodyguards ikke noget han gider, selv når Metallica spiller i de store arenaer, hvor der er risiko for terrorangreb. Og når man går ned ad Strøget, siger han, at det altså er lidt nemmere med en anonym baseballkasket over hovedet end at passere menneskemængden omgivet af tre store muskelbjerge.

Men også måden hvorpå amerikanere og danskere ser sig selv i forhold til andre er forskellig, mener han.

Jeg, jeg, jeg

- I Danmark bruger man ofte mere 'vi' end 'jeg'. I USA er det 'jeg, jeg, jeg' og: 'hvordan jeg kan komme længere frem end naboen'. USA er bygget op på et rat race med mantraet: 'You have to make it', mens vi i Danmark er tilfredse, når alle har det godt, siger han.

For Lars Ulrich, der har tre børn, er en af de vigtigste danske egenskaber at give videre netop det, at se ud over sin egen næsetip. Derfor siger han ofte til sine børn, at de skal: 'Go back to Denmark' og hænge ud i det gamle land i nogle måneder.

Lars Ulrich (1).mp4

- En ting, som mange amerikanere ikke er særlig opmærksomme på, er, hvad der sker omkring dem. Deres energi går meget indad. Jeg siger hele tiden til mine børn, at de skal se, hvad der sker omkring dem.

- Hvis du hele tiden er opmærksom på, hvad der sker omkring dig, så har du også nemmere ved at se, hvordan du passer ind, og hvordan du kan hjælpe og støtte andre, så kollektivet kan bevæge sig frem.

Du kan se første afsnit af ’Verdens lykkeligste land?’, der handler om tillid, på dr.dk/tv.