Led Zeppelin renses for påstand om tyveri af kæmpehit

Det britiske rockbands ikoniske nummer "Stairway to Heaven" er ikke plagiat, fastslår nævningeting i USA.

Repræsentanten for den afdøde komponist bag 'Taurus' lagde i 2014 sag an mod Led Zeppelin, der dog mente, sagen var forældet. Men det blev afvist, da bandet udgav en ny udgave af 'Stairway to Heaven' i 2014. (Foto: Andy rain © Scanpix)

De første akkorder i Led Zeppelins signaturhit ’Stairway to Heaven’ er ikke stjålet fra et nummer af et hedengangent amerikansk band.

Det fastslår et enigt amerikansk nævningeting torsdag.

Bandet Spirit har ellers beskyldt Led Zeppelin for at have plagieret dele af nummeret ’Taurus’, som Spirit står bag.

Retssagen var anlagt af en repræsentant for den i dag afdøde musiker Randy Wolfe, der komponerede det instrumentale nummer ’Taurus’ for Spirit i 1968.

Tre år senere - i 1971 - skrev Led Zeppelins guitarist Jimmy Page ’Stairway to Heaven’ sammen med forsangeren Robert Plant.

De to er frifundet for plagiat, fordi der ifølge nævningetinget ikke er fundet bevis for, at bandet har kopieret Spirits nummer.

Og det til trods for at Jimmy Page og Robert Plant i sin tid havde adgang til rockbandet Spirits materiale.

Under retssagen er det kommet frem, at der i Jimmy Pages pladesamling på over 10.000 vinylplader også befinder sig Spirits nummer ’Taurus’.

Dertil kommer, at Led Zeppelin varmede op for Spirit ved en koncert i 1968.

Både Jimmy Page og Robert Plant var til stede, da dommen blev afsagt ved forbundsdomstolen i Los Angeles torsdag.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk