Moderedaktøren: George Michael var konge af lokumsskægget

George Michael blev ikke bare kendt for sin musik, men også for sin veltrimmede stil.

George Michael tilbage i 2011. (Foto: Stefan Wermuth © Scanpix)

George Michael var mere end en verdensberømt hitmager.

Den ikoniske sanger var også et ikon i modeverdenen.

Chris Pedersen er modevært på DRK, og han har taget et kig på George Michael gennem modebrillerne.

- George Michael kom frem i den tid, hvor mange popstjerner var ret tuttenuttede i deres fremtoning. Mændene var ikke vanvittig maskuline, fortæller Chris Pedersen.

George Michael (t.v.) sammen hans medpartner i Wham! med Andrew Ridgeley (t.h.) (Foto: NF © Scanpix)

- I begyndelsen var han lidt flødebolleagtig, og senere havnede han så i det mere homoerotiske udtryk. Han spillede lidt på ikoniske 50'ernes heartbreaker-idoler, og samtidig legede han altså med den homoerotik, som ligger i den.

Bedste venner med Kate Moss

Selvom George Michael ikke var trendsætter og mest holdt sig på den stilrene sti, havde han en tæt tilknytning til modebranchen.

- Hvis man kigger på ham i Wham-dagene, var der ikke langt fra ham til tv-serier som 'Miami Vice'. En rigtig flot mand, nærmest Disney-agtig og helt pigeværelsesromantisk, siger Chris Pedersen.

- Han har været elsket i modebranchen, og han var for eksempel bedste venner med Kate Moss (supermodel, red.), som han faktisk lavede en modeserie sammen med til Vogue Paris i 2012.

- Når man tænker modeikon, tænker man folk, der følger trends. Det gjorde han altså ikke rigtigt. Men han var helt klart fascineret af modeverdenen og blev ofte set til Versaces-modeshows og fester. Måske fordi han inderst inde var en partyboy af den glade skole.

Supermodeller i ‘Freedom’-video

Der hvor George Michael virkelig fik cementeret sin tilknytning til modeverdenen var, da han i 1990 udgav musikvideoen til sangen ‘Freedom’, som du kan se HER. (Eksternt link, red.)

- I videoen lip-sync’er supermodellerne Christy Turlington, Cindy Crawford, Linda Evangelista og Naomi Campbell til George Michaels sang, fortæller Chris Pedersen.

- Historien fortæller, at han ikke var interesseret i at være med i videoen selv, og derfor ville have modellerne på. De var superstjerner på det tidspunkt. Ungdommen var på fornavn med damerne, og videoen fik øjeblikkeligt kultstatus. Derfor gentog han succesen i 1992 i videoen til 'Too Funky', hvor han igen bookede en lang række supermodeller til et mere ironisk take på modeverdenen.

I oktober blev der produceret en ny version af den ikoniske musikvideo ‘Freedom' med nogle af nutidens største modeller som, som du kan se HER (eksternt link, red.)

Kongen af lokumsskægget

Det er ikke kun tøjet, Chris Pedersen bider mærke i, når han ser på George Michaels rolle i modeverdenen.

- Han var jo også kongen af lokumsskægget, fortæller Chris Pedersen.

- Jeg har aldrig rigtig forstået det, vores prinsgemal har også tillagt sig det. Det er noget med måske at have lidt skægstubbe, men det er meget pænt og rent. Ikke for sexet eller for dyrisk. Det er en eller anden form for kontrol og en tilbageholdenhed. Der er ikke noget vildt i det.

George Michael tilbage i 1999 med det ikoniske 'lokumsskæg'. (Foto: Ian Waldie © Scanpix)

Ifølge George Michaels nærmeste, sov sangeren stille ind i julen. Han blev blot 53 år gammel.

Facebook
Twitter