Monsterhittet 'Despacito' slået på målstregen før legendarisk rekord

'Despacito' er det mest streamede nummer nogensinde. I dag var der lagt op til en historisk rekord på den amerikanske hitliste 'Billboard Hot 100 Chart'. Det kom ikke til at ske.

Taylor Swift når i dag at vippe Luis Fonsi, Daddy Yankee og Justin Bieber af pinden, før de opnår en legendarisk musikrekord. (© Getty Images)

Taylor Swift har ikke bare slået sig selv ihjel i sit nye hit 'Look What You Made Me Do' - hun har også dræbt drømmen om en historisk rekord for sommerens monsterhit 'Despacito'.

Efter 'Despacito' i sidste uge opnåede en delt førsteplads med hittet 'One Sweet Day' af Mariah Carey og Bayz II Men-hittet fra 1995, med 16 uger i streg som nummer et på listen, har Taylor Swift nu nappet deres chance for at iføre sig den legendariske førertrøje alene.

Taylor Swift har dog ikke kun ødelagt rekordchancerne for de puertoricanske hitmagere Luis Fonsi og Daddy Yankee (med Justin Bieber som gæst) - hun har også skabt sine egne rekorder.

0:00

Flest streaminger på en uge

Ifølge Billboard, er 'Look What You Made Me Do' den sang i 2017, der har indtjent flest penge og genereret flest streaminger på en uge. Og singlen slår samtidig rekorden for en single af en kvindelig artist med flest streaminger på en uge. Nogensinde.

Billboard Hot 100-listen startede i 1958. Blandt tidligere rekordindehavere finder man både The Beatles med 'Hey Jude' fra 1968, Elton John med 'Candle In The Wind' fra 1997 - og så altså stadigvæk med 'Despacito' og 'One Sweet Day' på en samlet førsteplads historisk set.

Billboard Hot 100 Chart

  • Listens kunstnere afgøres ud fra en ugentlig opgørelse over salg af singler (både digitalt og fysisk), antal streaminger og radioafspilninger i USA

  • De hits, der rammer listen, er på tværs af alle musikgenre

  • I august 1958 blev den første liste offentliggjort - dengang var det Ricky Nelson med 'Poor Little Fool', der lå nummer et i den første uge