Morten Fillipsen om MGP: Det har betydet alt og ingenting

Morten Fillipsen, der i 2002 blev kendt for MGP-sangen 'Du er ikke som de andre pi'r' har i dag bevæget sig ind i tv-branchen - og har et nyt album på vej.

  • 15 år efter MGP spiller Morten Fillipsen stadig musik og har et album på vej i foråret. (Foto: PRIVATFOTO © Morten Fillipsen)
  • Albummet 'Love, Dreams & Sunsets' bliver Morten Fillipsens første albumudgivelse fra hans soloprojekt In Memoirs. (Foto: Bobby Mandrup © Bobby Mandrup)
1 / 2

I 2002 fik den bare 15-årige Morten Fillipsen mange pigehjerter til at slå et ekstra slag med sin egen sang 'Du er ikke som de andre pi'r', som sikrede ham en andenplads til MGP lige efter rapperen Razz og 'Kickflipper'.

Efter MGP udviklede sangen sig til et regulært hit, som i 2008 blev optaget i Den Nye Sangskat, og som du stadig kan støde på i nattelivet i dag.

- Hver weekend får jeg snapchats fra venner, der har været på en bar, hvor de har spillet sangen, griner Morten Fillipsen, der stadig bliver genkendt som 'Morten fra MGP' i dag.

En berømmelse, der ikke altid har været let for den tidligere barnestjerne, men som han i dag er ved at have vænnet sig til.

- Det er jo sødt og fedt, at folk tænker på én og husker én. Jeg har gjort et stort indtryk, og det er jeg stolt af, siger han.

Album på vej

Efter MGP udgav Morten Fillipsen albummet 'Hold om mig', som han turnerede med i et par år. Og i dag, 15 år efter han sad på MGP-scenen med sit skæve smil og en guitar under armen, er musikken stadig en stor del af 30-årige Morten Fillipsens liv.

Singlen 'So you're not alone' fra hans soloprojekt In Memoirs er de seneste måneder blevet flittigt spillet på p4 - og soloprojektets første album 'Love, Dreams & Sunsets' udkommer den 19. maj.

Samtidig arbejder han på andet album med bandet The Grenadines.

- Jeg har jo altid spillet musik og også gjort det før MGP. Men jeg havde også i lang tid en idé om, at det blev forventet, at jeg blev ved med at spille musik. Det gjorde jeg så i lang tid, men holdt så en pause, fordi jeg gerne ville gøre noget andet. Men der gik ikke lang tid, så vendte jeg tilbage til musikken. Det er det, jeg gør, og den, jeg er, siger Morten Fillipsen.

'Jeg vil prøve alt!'

Men det er dog langt fra det eneste, han er. Til daglig læser han tv- og medietilrettelæggelse på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Emdrup og drømmer blandt andet om at lave dokumentarfilm og børne-tv. Og en helt masse andre ting.

- Jeg vil gerne prøve alt! Jeg vil gerne skrive en bog og er også i gang med et filmmanuskript. Jeg vil prøve det hele, inden jeg dør, griner han.

Han fortæller, at MGP gjorde, at han begyndte at se sig selv som musiker. Musik var ikke længere bare en hobby, og han vidste, at det var noget, han gerne ville arbejde med professionelt. Også idéen om at bevæge sig ind i tv-verdenen kommer nok fra MGP, fortæller han.

- Tv-verdenen minder lidt om musikverdenen. Måden at tænke på - at man skal være kreativ og ramme en målgruppe, de skæve arbejdstider og netværket. Man søger jo det velkendte, siger han.

Men når han skal opsummere, hvad hans medvirken i MGP har betydet for ham, er svaret tvetydigt.

- MGP har på en måde betydet alt og ingenting. Jeg havde jo ikke en hel normal teenageopvækst som så mange andre. Jeg har jo været kendt siden og er det stadigvæk. Men samtidig er jeg jo stadig bare den, jeg er, siger Morten Fillipsen.

MGP 2017 sendes lørdag klokken 20.00 på DR1 og DR Ultra

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter