Musik kan stadig redde verden: Her er 4 moderne protestsange, der holder

Politiske spørgsmål og social uretfærdighed fylder godt op i moderne pop-, rock- og rapmusik. Vi giver dig 4 nyere protestsange, der holder.

Den poltiske protestsang lever i bedste velgående i moderne musik. (Foto: Scanpix og Wikipedia)

Det er nok de færreste danskere, der kender meget til det amerikanske indierockband Portugal. The Man, og nummeret ’Feel it Still’, der er P3’s Uundgåelige i denne uge.

0:00

Men temaet på ’Feel it Still’ er muligvis noget, som de fleste kan genkendende. For under sangens ekstremt dansable rytmer gemmer sig nemlig en politisk protestsang.

Det fortæller P3’s musikredaktør Mathias Buch Jensen.

- Ligesom så mange andre musikere er Portugal. The Man også optaget af det nuværende politiske klima. Her udmønter det sig ikke i høje råb og protester men i en stille beskrivelse af tingenes tilstand og et ønske om en bedre og anden fremtid. En ny start, fortæller Mathias Buch Jensen og fortsætter:

- ’Feel It Still’ er en listig og underspillet lille popperle med knipse-faktor 100. Det er i hvert fald endnu ikke lykkedes mig at høre den, uden at tommelfinger og langemand har mødt hinanden i et smæld. Med sangen her lykkes det Portugal. The Man at lyde gammel på en ny måde - at være retro uden at være støvet.

Portugal. The Man er langt fra det eneste moderne band, som lader deres sangtekster fylde med tanker om samfundets indretning og social uretfærdighed.

Mathias Buch Jensen har fundet frem til tre andre meget forskellige kunstnere, der for nylig har gjort det samme.

(Foto: SCANPIX)

A Tribe Called Quest: ’We The People’

Indignationen og den udtalte politikerlede brænder igennem fra første linie: ’We don’t believe you / ’cause we the people’.

Hip hop-gruppen A Tribe Called Quests knytnæve af en comeback-single landede i kølvandet på det seneste amerikanske præsidentvalg og indvarsler med tunge samplede trommer og hylende sirener, at gruppen stadig har samfundskritik på hjerte.

USA er en nation af social media-zombier, der er stadig raceproblemer og politivold, og de folkevalgte samler ikke men splitter, lyder det i sangen. Sidstnævnte kommer klarest til udtryk i omkvædet:

‘All you Black folks, you must go/All you Mexicans, you must go/And all you poor folks, you must go/Muslims and gays, boy, we hate your ways/So all you bad folks, you must go’

Sangens titel er i øvrigt taget fra den amerikanske forfatning, hvis første ord er netop ’We The People’.

0:00

Fra albummet 'We Got It from Here... Thank You 4 Your Service'.

(Foto: SCANPIX)

Katy Perry - ’Chained To The Rhythm’,

Katy Perrys pastelfarvede pop er nok noget de færreste forbinder med samfundskritik, men den er der. Da ’Chained To The Rhythm’ udkom tidligere på året, var det med sigtekornet rettet mod forbrugersamfundet, og hvordan vi lever i vores egne små bobler, adskilt fra hinandens virkelighed og problemer:

’So comfortable, we’re living in a bubble, a bubble/So comfortable, we cannot see the trouble, the trouble’

Katy Perry, der var Hillary Clinton-supporter i forbindelse med præsidentvalget, får også sendt en hilsen til netop de folkevalgte, som hun kalder for politisk tonedøve:

‘Are we tone deaf?/Keep sweeping it under the mat/Thought we can do better than that/I hope we can’

Den sidste linje bringer i øvrigt mindelser om USA’s tidligere præsident, Barack Obama, der førte kampagne med lige netop ’Hope’ som centralt slagord.

0:00

Fra albummet 'Witness'.

(Foto: Fra Wikipedia)

Gorillaz-’Let Me Out’

På det seneste Gorillaz-album arbejder tegneseriebandets bagmand, Damon Albarn, blandt andet med en kritik af USA’s udenrigspolitik og udsigten til en ny verdenskrig. Derfor var udgangspunktet for pladen, at den skulle ses som en fest, inden Jorden går under.

Undergangen og tvivlen kommer til udtryk flere steder, blandt andet i sangen ’Let Me Out’, hvor Mavis Staples’ desperate og sine steder nærmest grædende vokal spiller op mod rapperen Pusha T, der sætter ord på det, han oplever som en udsigtsløs fremtid:

‘Mama, they tried my patience/Obama is gone, who is left to save us?/So together we mourn, I'm praying for my neighbors/They say the devil's at work and Trump is calling favors.’

I albumversionen er Trump dog censureret ud af sangen, fordi Damon Albarn ikke mener, at der er grund til at give den siddende amerikanske præsident mere opmærksomhed end højst nødvendigt.

0:00

Fra albummet 'Humanz'.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk