Musikekspert: Prince var en kunstner i Elvis-klassen

DR-vært Henrik Milling hylder den afdøde musiker Prince som en af de helt store. Han var definitionen af musik, skamroser en anden DR-vært.

Prince optræder under Roskilde Festival den 4. juli 2010. I dag blev Prince's død bekræftet af musikerens manager. Prince blev 57 år. (Foto: Jens DIge © Scanpix)

Musikeren Prince var lille af statur, men fyldte ubeskriveligt meget i musikverdenen.

Den lilla prins var en af de helt store, understreger musikekspert og DR-vært Henrik Milling kort efter nyheden om den amerikanske musikers død.

- Prince var en kunster i Elvis-klassen, siger Henrik Milling.

- Det er en klasse med kunstnere, hvor man slet ikke behøver at diskutere, hvor store de er, fortsætter han.

For at blive placeret i den klasse, kræver det ifølge Henrik Milling først og fremmest, at man laver en masse god musik.

Det har Prince gjort siden debuten 'For You' i 1978.

Omkring 40 albums blev det til, vel at mærke når man kun tæller Prince's soloudgivelser med.

Så skal det, man laver, være "ekstremt personligt", og så skal man ifølge Milling slet og ret være et ikon for at blive sat op på allerøverste musikalske hylde.

- Og det må man sige, at Prince var. Man kan bare vise farven lilla, og så vil 99 ud af 100 mennesker sige "Prince", siger Henrik Milling med henvisning til Prince's monsterhit 'Purple Rain'.

Definitionen af musik

Vært på DR-musikprogrammet P7 MIX, Mathias Buch Jensen, er heller ikke i tvivl om, at verden med den 57-årige musikers død har mistet en af de helt store.

-Prince var et multitalent, en superinstrumentalist, en supersanger og en superkomponist. Han er alt, hvad der er i musik, forenet i den der meget lille krop. For mig var han definitionen af musik, siger DR-værten og bliver suppleret af Henrik Milling.

- Når Prince var i sit es, og det var han oftest, så kunne han lammetæve enhver specialist på et ethvert instrument.

Det kom blandt andet til udtryk, når Prince under sine koncerter trak 'Purple Rain' og andre store numre ud i lange variationer.

- Når man så Prince live, så var det altid det uventede, der var i højsæde. Han var aldrig bleg for at tage afstikkere og vise sin ekvilibrisme rent musikalsk, siger Mathias Buch Jensen.

Trods sin superstjernestatus formåede Prince altid at give sit ypperste til koncerterne, mener Henrik Milling.

- Der fik du et energiniveau, som var fuldstændig sindssygt. Han kunne beruse publikum på en meget personligt måde.

Hør eller genhør 'Purple Rain' og andre Prince-numre her.

Facebook
Twitter