Musikere køber sig til succes på YouTube

På nettet kan man købe 100.000 YouTube-klik for 400 kroner. Det er en service, der er fristende for nogle musikere, der håber på et gennembrud via nettet. Eksperter advarer mod tendensen.

I udlandet køber nogle musikere sig til kliks, likes og popularitet på nettet for at slå igennem. Musikere herhjemme kan nemt gøre det samme. (© Colourbox)

Lana Del Ray, Justin Bieber og det københavnske band Ulige Numre har ikke ret meget til fælles musikalsk.

Men alle tre er de eksempler på en af sin tids største musikalske fænomener: At blive set af mange tusinder eller ligefrem millioner af mennesker på videositet YouTube og derefter få et stort gennembrud, pladekontrakt og fans.

Men at blive overdynget med likes på Facebook eller få en masse mennesker til at trykke 'play' på YouTube behøver ikke nødvendigvis at betyde, at man har lavet en god sang, som andre har lyst til at dele.

Taster man "buy YouTube views" ind i en søgemaskine, kan man købe sig til sin virale popularitet.

På flere hjemmesider, såsom YTviews.com, kan man eksempelvis købe sig til 100.000 visninger på YouTube for knap 400 kroner.

I USA fortæller et lignende selskab, Next Big Sound, til BBC, at de har adskillige bands og musikere, der køber sig til plays, views og likes på de sociale medier.

Let - også i Danmark

Og det samme kunne sagtens være tilfældet i Danmark, vurderer Hans Tosti, konsulent hos bureauet Komfo, der er specialist inden for marketing i sociale medier og community manager for musiker Tina Dickow.

- I princippet er der intet til hinder for, at det også kan ske i Danmark. Det er meget let. Man køber sig til at snyde de sociale mediers algoritmer. Det er dem, der bestemmer, hvad vi ser, eksempelvis på forsiden af YouTube, siger han til dr.dk/kultur.

I nogle tilfælde gør firmaerne, der udbyder servicen, det via scriptere - en software der automatisk genererer likes eller plays.

Men der findes også firmaer, der betaler rigtige mennesker for at trykke på like-knapperne og for at dele web-indhold med deres venner. Det er ifølge Hans Tosti en stor industri i tredjeverdenslande.

Google på jagt efter fuskere

Han kender dog ikke selv til danske musikere, som har gjort det, men forstår godt motivationen bag fænomenet.

- For et upcoming-band er det et drømmescenarie at blive hyped på nettet. Det kan for eksempel føre til, at man bliver opdaget af et pladeselskab, siger Hans Tosti.

Han advarer dog samtidig mod at falde for fristelsen.

- Google, der ejer YouTube, er eksperter i at afsløre dig i akten. De sikrer, at dit indlæg bliver taget ned, hvis de finder ud af, at du fusker.

Lukker konto

Hos netgiganten kender man godt til fænomenet. Men den danske talsperson for Google, Christine Elisabeth Sørensen, vil ikke af- eller bekræfte om selskabet har fjernet dansk indhold på YouTube på grund at det.

Hun vil dog gerne sige, at man ikke billiger tjenesterne, der sælger kliks, likes og popularitet for penge.

- Vi tager det meget alvorligt, hvis man misbruger systemet og fællesskabet. Og vi bliver ved med at udvikle teknologierne til at forebygge misbrug af systemet, siger hun til dr.dk/kultur.

Hvis man bryder reglerne på YouTube vil man få en advarsel eller blive suspenderet, og hvis en konto først bliver opsagt, har du forbud mod at oprette en ny, siger Christine Sørensen.

Alarmklokker fra Kina

Ofte kan man også som almindelig bruger opdage, hvis der er nogen, der har købt sig til sine kliks.

- Hvis man ser en video på dansk, der pludselig får stor opmærksomhed i Kina eller Indien, så bør alarmklokkerne begynde at ringe, siger konsulent Hans Tosti.

Også Johannes Dybkjær Andersson, der er kreativ direktør i Volume, et kommunikationsbureau med speciale i musik, sociale medier og brugerinvolvering, mener, at man ville kunne afsløre, hvis danske musikere snød sig til opmærksomheden på nettet.

- Den danske musikbranche er utrolig lille. Det ville blive afsløret lynhurtigt, hvis et band, man aldrig havde hørt om, pludselig fik en masse likes, uden at nogen selv i de små undergrundsmiljøer, havde hørt om dem, siger han til dr.dk/kultur.,

Værre end at medvirke i 'X Factor'

Andersson mener samtidig, at det er en dårlig strategi for musikere. For selvom man får likes, er det ikke nødvendigvis en opmærksomhed, man kan bruge til noget.

- Det er som at tisse i bukserne at købe sig til den slags. Hvis ikke du gør dig fortjent til dine likes, får du ikke den dynamik ud af det, som du ønsker. Det handler ikke om det enkle like-tal, men om at få folk til at interagere med dit indhold. Tiden, hvor et like i sig selv gav en stor værdi, er forbi, siger han.

Og bliver man opdaget er det at få lukket sin konto, muligvis ikke det værste af det hele, siger konsulent Hans Tosti:

- I musikbranchen er det endnu mere ildeset at gå den her vej end at være med i 'X Factor'.

Kender du til danske kunstnere, der har købt sig til popularitet på nettet, så kontakt dr.dk/kultur på sanb@dr.dk eller mavu@dr.dk.

Facebook
Twitter