Musikkritikere kårer: Alvoren sejrede over poppen i 2013

Årets bedste musikudgivelser var også dem, der havde mest på spil. Og det var hverken Gaga eller Miley Cyrus, siger musikanmeldere.

Nick Caves album 'Push the Sky Away' er årets bedste udenlandske album ifølge musikanmelder Rune Skyum-Nielsen. (Foto: Britta Pedersen © Scanpix)

Der har været nok at gå i kødet på for musikkritikerne i år. Men det er ikke poppens sædvanlige superstjerner som Lady Gaga og Madonna, der står tilbage som de mest markante her op mod årets slutning.

Sådan lyder det i hvert fald fra musikanmelderne Rune Skyum-Nielsen og Pernille Jensen, når de skal kåre de bedste musikalbums fra året, der snart er gået.

- Der har været meget pop i år, også på den internationale front. Men det er ikke plader, der har været så overbevisende. Der har været den her tendens, hvor man satser på enkelte sange frem for at lave en helhed, og der har rocken måske stået stærkere på det punkt, siger Rune Skyum-Nielsen, der til daglig er musikanmelder for Information og TV2, til DR2 Morgen.

Det er Pernille Jensen på sin vis enig i. I hvert fald er det hele markedets spændvidde, der har gjort arbejdet ekstra underholdende for hende.

- Det er i hvert fald et meget spraglet musikår, når man kigger tilbage på det. Det stikker i 117 forskellige retninger, og det er også derfor, det har været et ret sjovt musikår at være anmelder i, siger hun til DR2 Morgen.

Alvorstunge tendenser

Det kan være svært at vurdere præcis, hvorfor bestemte strømninger opstår inden for kulturen, før man har fået det lidt på afstand, siger Rune Skyum-Nielsen. Alligevel peger han på, at det er de musikere, der involverer sig selv mest muligt i sangene, der også kommer ud med det bedst mulige resultat.

- Hvis jeg skal sige, at der er en fællesnævner for den vellykkede musik i øjeblikket, så er det en alvorstyngde, som måske afspejler den verden, vi lever i for øjeblikket. Helt ubevidst måske, men jeg synes, at jeg kan se mange tendenser til, at stort set al den musik, der betyder noget i øjeblikket, også har noget på spil, siger han.

Og måske er det derfor, at udgivelser fra poppens prinsesser ikke kommer til at stå så stærkt i erindringen, når vi kommer forbi nytår, siger Pernille Jensen.

- Det kan også være derfor, at det har været et dårligt år for popmusikken. Vi har fået nye plader fra Lady Gaga, Katy Perry og Miley Cyrus, og det er ikke dem, man lytter til, siger hun.

Nedenfor kan du læse, hvilken dansk og hvilken udenlandsk musikudgivelse, de to anmeldere hver især mener, var de bedste i år.

Årets danske musikalbum:

Ponyblod: 'Ponyblod'

Rune Skyum-Nielsen:

- En dunder-duo, der består af Tue Track, som de fleste måske kender som producer og rapper i Malk de Koijn og så Khal Allan som hans verbale sidekick. For kendere af dansk hip hop vil han være ret interessant, fordi han er en dygtig undergrundsrapper.

- Der er en helhed i det her album. Nu hedder det Ponyblod – hvorfor, kan jeg ikke forklare – men det er en krikke, om ikke fra helvede, så fra Strøget i myldretid, Sunny Beach eller et eller andet sted, jeg ikke ville komme frivilligt. Det er et dunkelt og sammensat univers og to meget dygtige håndværkere, der står bag det.

Iceage: 'You're Nothing'

Pernille Jensen:

- Det er noget helt, helt andet. Det er meget skramlet, og det er en punkplade, men jeg synes, den er helt vidunderlig. Den har en meget fin skrøbelighed og ungdommelig energi over sig, som, jeg synes, er fantastisk.

- Det har noget fuldstændig unikt over sig. Det lyder jo som et afsporet godstog med 180 kilometer i timen, men det kan jeg ret godt lide. Jeg har selv været punker, da jeg var 16, men har ikke noget med det at gøre, tror jeg.

Læs mere om Iceage hos DR Musik.

Årets udenlandske album

Nick Cave: ‘Push the Sky Away'

Rune Skyum-Nielsen:

- Der er kommet rigtig mange store comeback-albummer det seneste år, så jeg troede, det skulle være en af dem. Men så blev det faktisk Nick Cave, som jeg opdagede med mere end 30 års forsinkelse. Det var meget mærkeligt for mig at springe ind i, men hans meget mørke, tunge og gravalvorlige univers blev jeg pludselig meget draget af. Der er noget ildevarslende over hans musik, men samtidig meget dragende.

- Nick Cave er jo en fremragende lyriker og historiefortæller. Selvom han ikke har nogen stor sangstemme, så kan han altså fortælle noget med hver eneste udånding, han har. Det er nærmest bare tung luft med cigaretrøg i, der kommer ud af hans organ. Og så er der noget i hele orkestreringen af musikken, som er voldsom effektiv, selvom den er meget underspillet. Der måtte jeg altså tage hatten af efter alt for mange år, hvor jeg ikke har givet ham den chance, han fortjente.

Arcade Fire: 'Reflektor'

Pernille Jensen:

- Det er med afstand den plade, jeg har lyttet mest til i år. Jeg er også meget glad for Nick Cave, men jeg synes, at Arcade Fire-pladen har noget ganske særligt. Den springer og når rundt på hele paletten. Den lyder som 'Hey Jude' med The Beatles det ene øjeblik, og så lyder den som baslinjen på Madonnas 'Like a Virgin' det næste. Og så har den det her helt vidunderlige åbningsnummer, som også er titelnummeret. Det er nærmest disco.

- Arcade Fire er et indieband fra Canada, og det her er deres fjerde album. De fik en amerikansk Grammy for deres tredje album, 'The Suburbs', fra 2010, som var en mere straight rockplade, og de kunne sagtens have lavet en ny 'The Suburbs'. I stedet har de så valgt at gå i den modsatte grøft og lave et spraglet, kaotisk værk, og det kan jeg rigtig godt lide.

Facebook
Twitter