Musikredaktør: Årets VM-sang skal nok gå os på nerverne

Den officielle sang til VM i fodbold er klar. Sangen er skrevet af Thomas Troelsen og Pitbull, og det er en klassisk VM-ørehænger, siger musikredaktør.

Danmark er ikke med til VM i år - i hvert fald ikke på fodboldbanen. Til gengæld er vi repræsenteret via sangskriver Thomas Troelsen i den officielle VM-sang. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Det kan godt være, at det danske landshold ikke fik kvalificeret sig til VM i fodbold, der holdes i Brasilien til sommer.

Til gengæld må vi så glæde os over, at det er danske Thomas Troelsen, der sammen med verdensstjernen Pitbull har skrevet den officielle VM-sang 'We Are One (Ole Ola)'.

Sangen, der uden tvivl vil blive fløjtet og sunget med på under VM, er netop blevet lagt ud på Pitbulls YouTube-side.

Udover Pitbull er også sangerinden Jennifer Lopez og den brasilianske stjerne Claudia Leitte med på vokal. Du kan høre sangen her.

Over to millioner mennesker har allerede hørt sangen på YouTube, hvor brugerne både vender tommelfingeren op og ned over sangen.

- Troelsen er en fabelagtig hitmager

Samme blandede modtagelse leverer Berlingskes musikredaktør Lars Rix. Han stempler den ved første lyt som en klassisk VM-ørehænger, der er skabt til, at man synger med.

- Når du har hørt den én gang, så kan du synge med. Så det er en sang, der nok skal nå at gå os alle på nerverne, inden VM er slut, siger Lars Rix og roser danske Thomas Troelsen:

- Han er jo en fabelagtig hitmager. Han er måske den bedste, vi har for øjeblikket herhjemme, når det gælder denne type musik, der bare skal være happy-go-lucky uden nogle overraskelser.

Rockhymne er bedste fodboldsang

Men det kan også blive for ensformigt. Lars Rix mener derfor, at man godt kunne udfordre genren lidt mere. Der skal være plads til at træde lidt uden for VM-skabelonen, siger han.

- Jeg synes, at The White Stripes' 'Seven Nation Army' måske er den bedste slagsang, vi har hørt. Selvom den aldrig har været en officiel fodboldsang, er den blevet brugt igen og igen ved store mesterskaber siden 2006, hvor Italien vandt. Man kunne måske forsøge at gå i den retning, siger han.

Musikredaktøren er dog ikke i tvivl om, at 'We Are One (Ole Ola)' bliver et lige så stort hit, som Shakiras 'Waka Waka (This Time For Africa)' var ved sidste VM i fodbold.

- Den vil blive spillet hver dag i en hel måned, så folk skal nok nå at blive træt af den til sidst. Den hænger simpelthen fast, siger Lars Rix.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk