Musikselskaber bryder loven med salg af musik-streaming

En stor del af den danske sangskat bliver ulovligt udbudt på streamingtjenester som Spotify, Wimp og TDCc Play, siger advokat.

En stor del af den danske sangskat bliver ulovligt udbudt på streamingtjenester som Spotify, Wimp og TDCc Play, siger advokat. (Foto: Pontus Lundahl © Scanpix)

De danske musikselskaber bryder loven, når de sælger dansk musik på streamingtjenester som Spotify, Wimp og TDC Play. Det er musik udgivet før 2000, der volder problemer - fortæller Kulturen på NEWS.

For når musikselskaberne har indgået kontrakter med musikerne, hvor kun cd'er, vinyler og kassettebånd er nævnt, er det ikke lovligt, at gøre musikken tilgængelig på diverse streamingtjenester og i iTunes, hvis ikke musikerne har givet lov. Det fastslår advokat Walther Rebernik, der i 2007 vandt en retssag mod Sony Music på vegne af Dodo and the Dodos.

Mange musikere har ret til ny kontrakt

- "Vi har en masse gamle indspilningsaftaler fra den danske sangskat, som er lavet mellem pladeselskaber og kunstnere i 1970'erne, 80'erne og 90'erne. De kontrakter tager ikke højde for de udgivelsesformer, som bruges i dag, og når der typisk står "lp", eller "musikkassette" og "cd" kan et pladeselskab ikke bare sige til kunstneren, at nu går vi i gang med at sælge digitalt eller via en streaming-tjeneste. Det har vi fået byretten og landsrettens ord for," siger Walther Rebernik til Kulturen på NEWS.

Hos Dansk Musikerforbund vurderer jurist Morten Madsen, at Dodo and the Dodos langt fra er et enkeltstående tilfælde. Der er mange flere musikere derude med kontrakter, hvor musikselskaberne ikke har ret til at sælge musikken til download og streaming.

- "Der må være mange. Vi har opfordret vores medlemmer til at tage det her spørgsmål op med deres pladeselskaber, for vi kunne se, at de ville kunne få et eller andet ud af det. Det kan jo være helt tilbage fra da beskyttelsen startede i 1963, at det ville være relevant at tage det op", siger Morten Madsen til Kulturen på NEWS.

Kun få kontrakter genforhandlet

Hos komponist- og sangskriverorganisationen Danske Jazz, Beat og Folkemusik Autorer opfordrer formand Susi Hyldgaard musikselskaberne til at gå i dialog med musikerne, så de kan overholde loven.

- Vi ved jo, at nogle af de store bands' bagkataloger kaster meget af sig, og hvis man skal fortsætte med at have nogle lange aftaler med kunstnerne, så bliver man simpelthen nødt til at sørge for, at de aftaler er i orden, og at der er en fornemmelse af ligeværd."

Sony Music's direktør Henrik Daldorph kan ikke sætte tal på, hvor mange kunstnere med gamle kontrakter, der trænger til eftersyn. Tilbage i 2002 sendte selskabet 400 breve ud til kunstnere, hvor der kunne være problemer i forhold til streaming og andet digitalt salg.

Foreløbig har Sony kun genforhandlet en håndfuld af de gamle kontrakter, men dét mener Henrik Daldorph ikke er et juridisk problem.

Pladeselskab: Ikke et stort problem

- Jeg tror ikke, vi har lavet decideret nye aftaler. I enkelte tilfælde har vi justeret eksisterende aftaler, men når der ikke er noget problem set fra kunstnernes side eller vores side, så er der jo ikke nogen konflikt, og så kan jeg ikke se, hvorfor vi skal gøre mere ud af det" siger Sony-direktøren til Kulturen på NEWS.

Også i Sverige er musikerne utilfredse med, at selskaberne blindt lægger deres musik op på diverse streamingtjenester.

Jurist: Pladeselskaber opfører sig som pirater

Det svenske Musikerforbündet forbereder på vegne af kunstnere en retssag mod de svenske pladeselskaber, som ifølge musikerforbundet udnytter musikerne. Ligesom herhjemme drejer konflikten sig om kontrakter indgået før man vidste, hvad streaming var.

- Det er en ny situation, der skal reguleres her og nu. Det er ikke sket. Selskaberne har bare taget loven i egen hånd. De opfører sig som pirater, og det er en skidt situation for musikbranchen, siger musikjurist Per Herrey til Kulturen på NEWS

For advokat Walther Rebernik er sagen klar, hvis der ikke står noget om streaming i musikernes kontrakter:

- Hvis kontrakten mellem pladeselskab og kunstner ikke hjemler udgivelse på den måde, så kan musikerne, der hører sin musik på Spotify forlange det stoppet, slutter Walther Rebernik.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk