New Kids On The Block-stjerne: I dag er vores fans tilpas moderat hysteriske

Jordan Knight fra det modne boyband glæder sig over, at gruppens fans har lagt hysteriet på hylden. Det siger han i et interview med DR Kultur.

Joey McIntyre, Danny Wood, Jordan Knight (i midten), Jonathan Knight og Donnie Wahlberg nyder, at deres fans er blevet mindre hysteriske, når gruppen optræder. (© pressebillede)

Forestil dig, at du træder ind på en scene. 20.000 teenagere skriger ivrigt, mange af dem græder af glæde, mens andre besvimer. For mange af fansene er det højdepunktet i deres unge liv.

Lyder det som den vildeste drøm? Sikkert. Men selvom Jordan Knight fra boybandet New Kids on The Block levede den drøm engang, er det ikke en situation, han savner.

- Vores fans er selvfølgelig også begejstrede nu, men i gamle dage var fansene så overvældede af begejstring, at jeg sommetider tænkte: Alt hvad, vi gør, betyder intet. Det eneste, vi behøvede at gøre, var bare at træde ind på scenen.

Sådan siger den nu 43-årige popsanger mere end 20 år efter, at hans gruppe - også kendt som NKOTB - toppede alverdens hitlister.

- Fansene var så fyldt med følelser dengang, at de slet ikke kunne koncentrere sig om musikken og vores show, siger han til DR Kultur på en telefon fra USA.

Glad for at fans slapper mere af

Den 8. maj vender NKOTB tilbage til dansk grund, når Jordan Knight og de fire andre voksne mænd fra gruppen optræder i Falconer Salen på Frederiksberg.

Det er første gang, de spiller i hovedstadsområdet siden 1991. I 2012 optrådte gruppen i Herning i et fælles show med kollegerne fra Backstreet Boys.

- I dag føler vi, at vi bliver mere værdsat for den kunst, vi leverer i sådan et show. Og vores fans slapper lidt mere af og kan bedre nyde koncerten, siger en tilfreds Jordan Knight.

Han glæder sig til at tage på en forårsturne i Europa, hvor de store stadioner og arenaer er byttet ud med en række mere intime spillesteder. I det hele taget er han mere til den måde, det aldrende boyband arbejder på nu - og ja, gruppen kalder stadig sig selv for et boyband, fortæller sangeren.

- Vi kan bedre tage det hele ind nu, men vi har stadig en meget travl kalender. Vi spiller koncerter om aftenen, bagefter holder vi efterfester og før showet holder vi meet-n-greet med fans, siger Jordan Knight.

Perfekt balance mellem job og familie

Men bliver Falconer Salen ikke bare fyldt op af gamle fans, der havde plakater med Jordan, Donnie, Joe, Danny og Jonathan hængende for mere end 20 år siden? Ikke nødvendigvis.

- Jeg ser en del yngre fans, der følger os på Twitter. Mange af dem er teenagere, så jeg synes, det er ret cool, de kan lide os. Da jeg var teenager kunne jeg selv godt lide ældre kunstnere. Man opdager jo grupper, der endda er gået i opløsning for længst - som Beatles.

Når du ser et boyband som One Direction, kan du så savne den heftige opmærksomhed, I fik i starten af jeres karriere?

- For mig har vi opnået den helt rigtige balance mellem arbejde, familieliv og tilpas moderat hysteri fra fans. Da vi slog igennem var det hele lidt for meget. Jeg kunne ikke tænke mig at vende tilbage til det. Jeg har rigtig mange dejlige minder, men sådan som det er nu er helt perfekt.

Unge og klar til at rykke

De gode minder kunne for eksempel være indspilningen af gennembrudsalbummet 'Hangin' Tough' fra 1988.

For selvom NKOTB udgav sit seneste album '10' sidste år, så er gruppens andet album stadig Jordan Knights favorit.

- 'Hangin' Tough' er det album, jeg er mest stolt af. Der er så mange gode sange og gode minder med det album. Vi var alle så unge og klar til at rykke - vi var skarpe og havde fingeren på pulsen med alting, siger han.

"Næsten som om vi aldrig har været væk"

Der er for tiden ingen aktuelle planer om et nyt NKOTB-album, men forude venter som sagt en måned på de europæiske landeveje. Dermed kommer de fem sangere igen til at sidde lårene af hinanden.

- Vi bor i forskellige områder af USA, så vi ser ikke så meget til hinanden, når vi ikke lige er på turne. Men når vi ses, er vi meget sammen om arbejdet. Vi deler stadig omklædningsrum, rejser i den samme tourbus og så videre. Vi er stadig meget tætte, siger Jordan Knight og fortsætter:

- Det er næsten som om, at vi aldrig har været væk fra hinanden. Selv da vi lavede vores comeback-turne var det som om, vi lige var kommet hjem fra vores forrige tour, selvom det var 10-12 år siden.

Facebook
Twitter