Nik & Jay: Danskere skal blive bedre til at rose

Danskerne er et melankolsk folkefærd, og der er ikke mange smil at hente, mener de to popmusikere.

Nik og Jay er ude med deres fjerde album 'United', der handler om danskernes melankoli. (Foto: Agnete Schlichtkrull)

Det kan være hårdt at bevæge sig gennem de københavnske gader, mener Nik & Jay.

Tag for eksempel når vejret er skidt. Når det regner, når det blæser; så vender folk blikket nedad. Undgår unødig øjenkontakt.

- Folk, de har masker på. De skal fra a til b, og der er ikke mange smil at hente, siger duoens ene halvdel Niclas Petersen til Kulturnyt på P1.

Sammen med Jannik 'Jay' Thomsen har Niclas Petersen udgivet albummet 'United' i dag. Og nummeret 'Novembervej' handler netop om den stemning, som er så typisk for os danskere. Og for Nik og Jay selv.

- Det er et udtryk for en stemning, som befinder sig hos mange her i Danmark og især i forstæderne. Den er et billede på meget af det, vores plade handler om: at være fra Danmark og have den her melankoli i kroppen, siger Niclas.

- Det er en flot sweater

'United' er duoens fjerde album - og modsat tidligere album, hvor Nik & Jay har ladet sig inspirere af, hvad der sker ude i verden og især i USA, har de denne gang taget udgangspunkt i, hvad der sker i Danmark. I alt det grå.

- Der er rigtig mange fantastiske ting at hente her. Man kan godt få noget lyst ud af alt det grå, siger Jannik Thomsen.

- Men nogle gange kan man godt blive lidt bedre til at give et gratis smil og et gratis kompliment og lige sige: "det er en rigtig flot sweater, du har på, du gamle", fortsætter Niclas.

Vi har set dæmonerne i øjnene

Selv om der på 'United' er opfordringer til lyttere om at give langfingeren til haters, så handler teksterne først og fremmest om Nik & Jay selv.

- Vi snakker til os selv først og fremmest. Vores egne tracks er små remindere til os selv om at holde den gode ånd oppe. For vi har også set vores dæmoner i øjnene, og vi har også set bagsiden nogle enkelte gange og kommet ud af det på en god måde, siger Jannik Thomsen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk