Nils fik tårerne til at trille i Skam: Jeg tænkte det var for godt til at være sandt

Han har fået bunkevis af beskeder fra fremmede, efter at han optrådte med sin version af julesangen 'O helga natt'. Mød den norske sanger Nils Bech.

(Foto: Benjamin Huseby)

Det er et afsnit, som de fleste Skam-fans nok sent vil glemme.

Det næstsidste afsnit i Skam, sæson 3, hvor den unge hovedperson Isak er i kirke med sine forældre, da han får en sms fra Even, som han er forelsket i.

Even skriver undskyld for at have skræmt Isak. Even er nemlig maniodepressiv - noget som først bliver præsenteret for Isak et stykke inde i deres fælles historie.

Even skriver også, at han elsker Isak.

Et afsnit, der kan give selv de hårdeste mennesker kuldegysninger - og som ender med, at de to teenagedrenge genforenes.

Afsnittet er også det, hvor man i kirken ser den norske sanger Nils Bech, der optræder med den gamle julesang 'O helga natt'.

Kampen er slet ikke slut

En optræden, der efterfølgende fik overvældende meget opmærksomhed. Noget, der har betydet meget for 36-årige Nils Bech.

- Jeg har fået rigtig mange beskeder på Facebook fra folk, jeg ikke kender. Flere af dem er ældre, homeseksuelle mænd, som fortæller, hvor fantastisk, de synes, det er, at sæson 3 tager emnet op om homoseksuel kærlighed. Og de synes, det er flot, at jeg selv er åben omkring min seksualitet, fortæller Nils Bech, der selv er homoseksuel.

Især én af de mange beskeder, han har fået, har gjort stort indtryk på ham. En mand skrev, at da han var ung, var det kriminelt at være homoseksuel.

- Det var altså forbudt ved lov for ham at vise sin kærlighed. Det blev først afkriminaliseret i 1972 i Norge. I dagens samfund, hvor alt går så hurtigt, så er det let at glemme, at der er folk, som stadig er i live, som engang har måttet leve med noget så brutalt, som at deres kærlighed var forbudt. Og sådan er det stadig for mange rundt omkring i verden. Kampen er slet ikke ovre, siger han.

Det er Isak og Evens kærlighed, man følger i sæson 3 af Skam. Her ser man blandt andet, hvordan de to unge mænd kæmper med at håndtere, de er homoseksuelle over for familie og venner. (© NRK)

Hør Nils Bechs version af 'O helga natt' her:

0:00

'Jeg elsker Skam'

Fire måneder før optagelserne spurgte Julie Andem, der er skaberen bag Skam, om Nils Bech nogensinde havde tænkt på at indspille en julesang.

Den norske sanger svarede, at han altid gerne har villet synge nogle julesange, og Julie Andem afslørede, at hun havde en idé om, at han sang en julesang i en episode i sæson 3 af Skam.

- Så jeg svarede hende, at det ville være en ære, siger han.

Nils Bech var i mange år overbevist om, at han skulle være operasanger.

Han sang ofte i kirken hjemme i Vikersund i Norge juleaften, og hans medvirken i Skam passede fint med, at han altid gerne har villet indspille en julesang.

- Men at det skulle ende op med, at jeg gjorde det i det, jeg synes er tidens bedste norske tv-serie - det var næsten for godt til at være sandt. Jeg elsker Skam, siger han.

Sådan så det ud, da Nils Bech optrædte i Skam med den rørende julesang 'O helga natt' - på engelsk kendt som 'O Holy Night'. (© NRK)

Hør nummeret 'When You Looked At Me' fra Nils Bechs andet album, 'Look Inside' her:

0:00

En bøn til os i det homoseksuelle miljø

Kort efter fik Nils Bech besked om, at Julie Andem ønskede, at han sang julesangen 'O helga natt', og at det var sæsonen med Isak, han skulle være med i.

- Så faldt alt pludselig på plads. Her fandt jeg også ud af, at jeg gerne ville synge den som en bøn - fremfor Jussi Bjørlings (svensk operasanger, red.) version, som jeg tolker som en befaling, siger Nils Bech.

- Det skulle være en bøn til os i det homoseksuelle miljø om at være mere inkluderende over for hinanden og værdsætte dem, som har kæmpet for, at vi er kommet så langt i 'homokampen', siger han.

Det var også med stor ærefrygt, at han gik i gang med sin version af sangen, da han synes, at Jussi Bjørlings version fra 1959 er meget ikonisk.

Nils Bechs version medvirker Oslo Strings og den norske Øyvind Mathisen.

Den norske serie Skam er blevet sindssygt populær - ikke bare i Norge, men i den grad også i Danmark - og flere andre steder i verden (© NRK)

Kærlighed er roden til alt

Nils Bech havde dog på ingen måde regnet med, at hans medvirken i Skam ville få så meget opmærksomhed, som den fik. Og selvom den megen opmærksomhed var omkring en sang, der ikke er hans egen, er han både glad og stolt.

- Det er helt i top! Jeg har også fået en del mere opmærksomhed blandt det yngre publikum i blandt andet Sverige og Danmark, og så er jeg blevet et mere kendt navn i Norge blandt de, som måske ikke i forvejen var så optagede af den lidt smallere musik. Så det er rart, siger han.

Udover på Spot Festival, så kan man også høre Nils Bech på Roskilde Festival i slutningen af juni. Han spiller fredag den 30. juni på scenen 'Pavilion' klokken 12.15. (Foto: Benjamin Huseby)

I Skam er der dog også blevet brugt flere af hans andre numre, nemlig 'Waiting' fra hans seneste album 'Echo', i traileren til sæson tre, samt numrene 'That Girl' og 'One Year'.

Men hvem er Nils Bech egentlig ud over det? Mange kender ham i dag nemlig netop fra Skam.

- Jeg er en 36-årig mand, som arbejder i kunst- og musikverdenen som sanger og performancekunstner. Jeg har udgivet fire album, og de har alle sammen handlet om kærlighed. Jeg tror, kærlighed i alle dens former er roden til alt, siger han.

Nils Bech optræder på Spot Festival i morgen, lørdag den 6. maj i Rytmisk Sal i Musikhuset, Aarhus klokken 20.45.

  • Blå bog: Nils Bech

  • Født 8. april, 1981

  • Norsk sanger og scenekunstner, der arbejder både med musik og performancekunst.

  • Opvokset i Vikersund i Modum Kommune i Buskerud i Norge.

  • Har optrådt med performancekoncerter i Norge og i udlandet, både på klubber og kunstgallerier, men også på flere festivaler som By:larm, Oslo Live, Hovefestivalen og Roskilde Festival

  • Har blandt andet også optrådt på det norske nationalmuseum og New Museum of Contemporary Art i New York.

  • Har udgivet fire albums: Look Back (2010), Look Inside (2012), One Year (2014) og Echo (2016). Albummet fra Look Inside betragtes som hans musikalske gennembrud.

  • Med over 1.500.000 streaminger fra Spotify er 'O helga natt' til dato hans største gennembrud. Nummeret var med i NRK's serie Skam sæson tre i december 2016.

  • Han blev nomineret til den norske musikpris 'Spellemannprisen' i 2016 i kategorien elektronisk musik.

Facebook
Twitter