Norah Jones' indiske søster åbner københavnsk jazzfestival

Anoushka Shankar, der er anmelderrost sitarspiller, er et af navnene på sommerens Copenhagen Jazz Festival.

Anoushka Shankar har samarbejdet med flere større musikere som Sting, Madonna, M.I.A. og halvsøsteren Norah Jones. (Foto: Kristoffer Juel Poulsen)

Hendes far, Ravi Shankar, blev kaldt mesteren af indisk musik og fik The Beatles til at bruge det guitarlignende instrument sitaren i nummeret ’Norwegian Wood (The Bird Has Flown)’.

Hendes halvsøster er den amerikanske musiker Norah Jones, der har modtaget flere grammypriser.

Til sommer kommer hun så selv – altså Anoushka Shankar - til København, hvor hun åbner Copenhagen Jazz Festival 7. juli.

Det skriver festivalen i en pressemeddelelse.

Anoushka Shankar lærte at spille det indiske strengeinstrument allerede som niårig af sin far, som i 60’erne for alvor bragte den indiske musik til Europa og USA.

Siden har Anoushka Shankar været nomineret til flere grammypriser i kategorien bedste verdensmusik.

Vender tilbage til DR Koncerthuset

Hendes danske koncert foregår i DR Koncerthuset, hvor hun også spillede under samme festival i 2012.

Dengang gav Gaffa koncerten topkarakter og kaldte hende festivalens hovedattraktion.

- Bare få minutter inde i koncertens første nummer kunne man konstatere, at Anoushka Shankar var en musiker, som med den allerstørste snilde betvang sit instrument inden for en både teknisk og kunstnerisk kompleks form for musik, skrev anmelderen.

Anoushka Shankar, der blandt andet har samarbejdet med Sting, Madonna, M.I.A. og Norah Jones, har udgivet otte albums og udkom sidste år med sit seneste ’Land of Gold’.

Facebook
Twitter