Northside er klar med fem nye navne

Den aarhusianske festival tilføjer blandt andre den britiske sanger Jake Bugg til årets program.

Den snart 22-årige Jake Bugg begejstrede flere gange anmelderne i 2013 - nu vender han tilbage til Danmark. (Foto: Didier Messens © Getty Images)

Fans af den unge sanger og musiker Jake Bugg har netop fået en god grund til at tage til Aarhus i juni.

Nu står rocknavnet nemlig på Northside Festivals program sammen med en række andre netop annoncerede navne til de tre musikdage i Ådalen 17. til 19. juni.

Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse.

Jake Bugg har ikke spillet koncerter i Danmark siden 2013, hvor han i øvrigt udgav sin anden plade kun et år efter sit debutalbum.

Samme år gav han til gengæld tre koncerter i Danmark - én på Roskilde Festival og to i Store Vega i København.

Derudover kigger den australske dj og electro-musiker Flume også forbi Northside til sommer.

Han har blandt andet arbejdet sammen med indienavnet Chet Faker og remixet sange for kendte navne som Sam Smith og Arcade Fire.

Også den elektroniske duo Digitalism fra Tyskland er skrevet på programmet, og det samme er de to danske navne Av Av Av og Den Sorte Skole.

I forvejen disker Northside op med hovednavne som Beck, Duran Duran, Iggy Pop, The Chemical Brothers og danske Lukas Graham.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1119207318129791

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk