Nu åbner Prince-museum: Fik grønt lys af enigt byråd

Billetter til december-rundvisninger i Princes hjem, Paisley Park, er allerede blevet sat til salg.

Prince-fans strømmede til sangerens hjem, Paisley Park i Minneapolis, efter at nyheden om hans død kom frem. (Foto: Scott Olson © 2016 Getty Images)

Fra på fredag kan de mange Prince-fans og andre musikinteresserede komme på officielle rundvisninger i Princes hus, Paisley Park.

Det står klart, efter at et enigt byråd i Minneapolis-bydelen Chanhassen stemte for et forslag om at omdanne huset til et museum. Det skriver Billboard.com.

Efter planen skulle Princes Paisley Park ellers være åbnet som museum torsdag den 6. oktober, men byrådet udsatte åbningen, da de først ønskede undersøge, hvordan det ville påvirke trafikken i området.

Mange af de sørgende Prince-fans mødte op ved Paisley Park med blomster, breve og balloner med farven lilla som et gennemgående tema. (Foto: ERIC MILLER © Scanpix)

Derfor har det indtil nu kun været muligt at besøge Paisley Park i afgrænsede perioder, men fremover vil museet altså løbende være åbent for besøgende.

Museet selv oplyser desuden, at billetter til rundvisninger i december i år allerede er sat til salg, og i midten af november forventes det, at billetter til rundvisninger i 2017 også sættes til salg.

Ifølge Billboard.com er det Graceland Holdings, der også driver Elvis Presleys Graceland i Memphis, der står for den daglige drift af Prince-museet i Paisley Park.

Rundvisningerne i Paisley Park inkluderer besøg i Princes studier, øvelokaler og det spillested, hvor Prince arrangerede private koncerter og andre events.

Derudover vil besøgende også kunne se Princes mange priser, hans tøj, instrumenter, kunstværker og motorcykler.

Prince døde 21. april tidligere i år. Han blev bare 57 år.

Facebook
Twitter