Nu åbner Princes hus som museum

Princes familie vil tilbyde fans muligheden for at komme ind i den afdøde kunstners hjem.

  • Paisley Park i Minneapolis, Minnesota, hvor musiklegenden Prince boede indtil sin død, bliver snart åbnet som museum. (Foto: OLIVIA HARRIS © Scanpix)
  • Indgangen til Paisley Park i Minneapolis, Minnesota, hvor musiklegenden Prince boede indtil sin død. Nu åbnes det snart som museum. (Foto: mark Ralston © Scanpix)
1 / 2

Nu bliver Princes hjem Paisley Park i Minneapolis åbnet for offentligheden.

- At åbne Paisley Park er noget, som Prince altid har villet gøre og aktivt arbejdede for, siger Tyka Nelson, Princes søster i en pressemeddelelse.

Det skriver New York Times.

Prince døde af en overdosis smertestillende den 21. april i år i en alder af 57 år.

- Kun få hundrede mennesker har haft den særlige mulighed for at se Princes hus, mens han levede. Nu får fans i hele verdens muligheden for at opleve hans verden for første gang, når vi åbner dørene til det her fantastiske sted, siger Tyka Nelson.

Fans kan forvente guidede rundture gennem den 65.000 kvadratmeter store ejendom, hvor der er musikstudier og plads til, at Prince kunne øve sine optrædener.

The Paisley Park Museum vil ifølge pressemeddelelsen også være fyldt med ting fra Princes personlige arkiver. Fans vil for eksempel kunne se instrumenter, tøj, biler, motorcykler, priser, sjældne musikoptagelser og videoer.

Familien forventer, at der på særligt travle dage vil være mellem 1500 og 2000 besøgende gæster.

Priserne på billetterne kommer til at ligge på 38,50 dollars for en standard billet (svarende til knap 250 kroner). Eller man kan slippe 100 dollars (svarende til knap 650 kroner), men til gengæld få flere vip-ture på ejendommen.

Prince fulgte en vegetarisk diæt, og derfor bliver maden på museet også vegetarisk.

Facebook
Twitter