Nyt navn til Northside: Islandsk verdensstjerne retur til Aarhus efter 25 år

Björk slutter sig til navne som The National og Father John Misty på næste års Northside Festival i Aarhus.

Björk udgiver nyt album i slutningen af november i år. (Foto: Malte Kristiansen © Scanpix)

Når Northside igen inviterer til musikfest til sommer, bliver det blandt andet med verdensnavne som The National, Queens of The Stone Age og Father John Misty på plakaten.

I dag afslører den aarhusianske festival endnu et navn: Björk.

Det er 25 år siden, den islandske verdensstjerne sidst besøgte Aarhus.

Dengang var det til Aarhus Festuge i 1993 forud for udgivelsen af hendes debutalbum, 'Debut'.

Nyt album

Sommerens besøg ligger også i forlængelse af en albumudgivelse, nemlig det kommende 'Utopia', som Björk netop har annonceret.

Albummet udgives 24. november og følges op med en verdenstourné. En tourné som altså slår vejen forbi Northside i 2018.

Første single fra det kommende album 'Utopia' udkom 6. november.

Om singlen har hun selv udtalt:

"'The Gate' er i bund og grund en kærlighedssang. Her mener jeg 'kærlighed' i en mere transcendental forstand. 'Vulnicura' handlede om et personligt tab (albummet bearbejdede hendes brud med samleveren gennem 14 år Mathew Barney, red.), og det nye album handler om en kærlighed, der er endnu større. Det handler om at genopdage kærlighed - men på en spirituel måde, i mangel på et bedre ord." har Björk selv udtalt om den første single fra det kommende album.

En flittig gæst på de danske scener

Det bliver første gang, Björk indtager scenen på Northside, men hun er bestemt ikke fremmed på de danske festivalscener.

  • Roskilde Festival 2003, søndag - Bjørk på Orange Scene. (Foto: Carl Redhead © Scanpix)
  • Bjørk spiller koncert i KB Hallen i København, 1995. (Foto: BRIAN KARMARK © Scanpix)
  • Roskilde Festival 1996, (Foto: JAKOB DALL © Scanpix)
  • Roskilde Festival 2007, torsdag - Björk på Orange Scene. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)
  • Roskilde Festival 2012, søndag - Björk på Orange Scene (Foto: Malte Kristiansen © Scanpix)
1 / 5

Udover enkelte koncerter på danske spillesteder, har hun indtil videre optrådt hele fire gange på Roskilde Festival - hhv. 1994, 1996, 2007 og 2012 -, og én gang på Smukfest i Skanderborg i 1998.

Seneste danske koncert var altså i 2012, da hun gæstede Roskilde festival. Dengang høstede hendes koncert på Orange scene anmeldelser på hele spektret - fra én til seks stjerner.

Om Björk

  • Björk Guðmundsdóttir, f. 1965

  • Hun havde sin spæde musikalske start i punkbandet Kukl i 1984, indtil hun i 1988 var medstifter af popbandet Sugarcubes.

  • Hendes debut som soloartist kom i 1993 med albummet 'Debut'.

  • Siden debutten i 1993 har Björk udgivet 16 albums - det kommende 'Utopia' bliver hendes 17.

  • Björk har medvirket i enkelte tv-film, men mest markant var hendes rolle i Lars von Triers 'Dancer in the Dark' (2000).

  • Björk er særligt kendt for sine stærkt æstetiske musikvideoer såvel som koncerter.

  • Björk er desuden kendt for sine musikalske såvel som designsamarbejder med prominente instruktører, producere og designere. Seneste eksempel er musikvideoen til den nye single 'the gate', hvor Guccis kreative direktør, Alessandro Michele, har stået for hendes kostumer.