Oasis-bror spiller på Northside for første gang

Liam Gallagher kommer til Aarhus i juni – og han er ikke det eneste nye navn på festivalens plakat.

Liam Gallagher udgav sidste år solodebuten 'As You Were’, der blev den hurtigst sælgende vinylplade i Storbritannien i 20 år. Nu kommer han til Danmark. (Foto: Matt Jelonek © Getty Images)

Han er en erfaren herre på alverdens scener, men det at optræde som solist er stadig en meget ny ting for britiske Liam Gallagher, som de fleste kender fra bandet Oasis.

Nu har han meldt sin ankomst på den aarhusianske festival Northside, hvor han for første gang optræder som solist på dansk jord. Det oplyser Northside i en pressemeddelelse.

Efter Oasis udgav han et par albums med bandkonstellationen Beady Eye, men det er først efter, at han sidste år udgav sit første soloalbum, ’As You Were’, at han atter har markeret sig i den brede befolkning.

Og det kommer nu også aarhusianerne til gode, når Liam Gallagher spiller fredag den 8. juni på festivalen.

Du kan høre hans seneste hit her:

En 'beastie boy' vender tilbage

Han er dog ikke alene om at blive skrevet på plakaten i dag.

Også den amerikanske rapper Mike D, der opnåede status som noget af en hiphop-legende med sine to venner i hiphop-trioen Beastie Boys, spiller på Northside, hvor han kommer til at dele ud af gamle sange.

Rapper og musiker Mike D, der var en tredjedel af Beastie Boys, kommer til Northside. (Foto: Ilya S. Savenok © Getty Images)

Trioen hittede blandt andet med sange som ‘Intergalactic’, ’Sabotage’, og (You Gotta) Fight for Your Right (To Party!)’.

Udover de to herrer har festivalen også sikret sig navnene Future Islands, Richie Hawtin CLOSE, Mashrou’ Leila og Susanne Sundfør.

Festivalen, der allerede har annonceret store navne som Björk, Diplo og Dizzy Mizz Lizzy, afholdes i år fra den 7. til 9. juni i Ådalen i Aarhus.

Facebook
Twitter