OVERBLIK Det skal du opleve under Distortion

Den 16. udgave af gadefesten Distortion skydes i gang på onsdag. DR Kultur guider dig gennem festlighederne.

Distortion får omkring 300.000 mennesker til at feste, når København lægger gader til festerne fra onsdag til søndag. (Foto: Distortion)

Onsdag starter fem dages fester i København, når den 16. udgave af gadefesten Distortion rammer hovedstadens gader. Man regner med, at omkring 300.000 festglade mennesker vil være med til at fejre det københavnske musik- og kulturliv.

I år byder Distortion igen på gratis gadefester i dagtimerne, mens nattens fester kræver et turpas, som giver adgang til festivalens klubarrangementer. Som et nyt tiltag vil der torsdag være Klassisk Distortion i Enghaveparken.

DR Kultur har talt med Sigurd Hartkorn Plaetner, kommunikations- og pressemedarbejder for Distortion. Han kommer her med sine anbefalinger til, hvad man bare skal opleve under Distortion 2014.

Onsdag: Nørrebro

Gadefesten?

- Er man personen, der altid overgjorde det til gymnasiets udklædningsfester, vil man nok kunne lide collegefesten på Birkegade med 'beer pong' og 90'er punk, den japanske mayhem-fest i Skt. Hans Gade, hvor legepladsen er lavet om til en japansk have, eller karnevallets scene på Blågårds Plads. Har man ungerne på skulderen, bør man tjekke Børnedistortion på Prinsesse Charlottes Gade, hvor børnene kan lære at beatboxe eller male.

- Er SU'en udskiftet med folkepension, vil du nok elske kaffe og kage-festen på Sjællandsgade 12, hvor Dario Campeotto laver fællessang efterfulgt af musik fra DJ Hvad og Kenneth Bager. Derudover vil madelskeren kende til københavnermiddagen på Kapelvej, hvor Michelin-restauranten Kadeau serverer en 3-retters menu.

Distortion Club?

- Jeg vil anbefale at høre Hockeysmith på Nørrebro Teater. Det er to engelske søstre, der spiller synthpop, bor sammen i en campingvogn, og Aphex Twin er stor fan af dem. Verdenskendte Sun Ra Arkestra spiller spacejazz på Jazzhouse anført af den 90-årige Marshall Allen, og på Global vil Copia Doble Systema med garanti omdanne stedet til en latinamerikansk dansefest.

Torsdag: Vesterbro

Gadefesten?

- Her bør man starte til Klashy-festen på Halmtorvet og derefter torturere sine trommehinder med en vandretur op langs Sønder Boulevard, hvor man finder den ene kategori-A-fest efter den anden. Foderbrættet og Høegs vil på Haderslevgade præsentere et ret imponerende line up med blandt andre Vild $mith, Karl William, TopGunn, Lord Siva, TooManyLeftHands og formentlig også nogle suprise-acts.

- Plejer man at høre P2 om morgenen, skal man tjekke Klassisk Distortion i Enghaveparken. Her kommer Nightingale String Quartet, Juliana Hodkinson og helt fantasiske Nils Frahm. Master Fatman kører Stille og Rolig Distortion i Skydebanens soppesø med indiske tæpper, afslapning, rolig musik og te.

Distortion Club?

- Torsdag aften spiller den norske discolegende Todd Terje i Idrætssalen i DGI-byen. Det er den koncert, jeg personligt glæder mig mest til på hele Distortion. Det bliver første gang nogensinde, at Terje spiller sit materiale live - og ikke blot som DJ. I svømmebassinet ved siden af bliver det ret intenst, når man liggende i vandet kan høre Kube A/V feat. Unkwon, Obscura, Mikkel Meyer og Rumpistol.

Fredag: Refshaleøen

Havnefesten?

- Havnefesten på Refshaleøen bliver en hyldest til alle gadearmbåndskøberne, som kommer ind gratis med armbåndet - det er også muligt at købe et gadearmbånd derude. Refshaleøens industrielle atmosfære kommer til at danne rammen om et inferno af scener, kunstinstallationer og musikeksperimenter.

- Til havnefesten kommer der et live-telt med dansk indie og elektronisk, herunder drengene fra Bottled in England, Colberg Truck, som er dansk hip hop, og i en stor tipi vil Phono Festival præsentere opkommende undergrundstechno. Og så hoster CPH:DOX et lille intimt Army Tent med videokunst og Cæcilie Trier, Nikolaj Vonsild og mange flere bag pladespilleren. Hvis man kan danse hollandsk jumpstyle, så skal man tage ind i Tekno Tunnel, som bliver hård technofest i en 40 fods container.

Distortion Club?

- Personligt vil jeg holde mig på Refshaleøen. Den enorme klatrehal bliver lavet om til en natklub på steroider. Væggene bliver transformeret om til en gigantisk skærm for visuals, professionelle klatrere vil klatre rundt på væggene, og lydsystemet bliver kæmpestort. Inde i Klatrehallen kan man fredag aften høre tyske Boys Noize eller Skream, der er dubstep-genrens grand old man. Bevæger man sig ud i gyden mellem de store betonhaller, kan man høre den endnu yngre komet Evian Christ fra England.

Lørdag: Final Party på Refshaleøen

- Final Party er højdepunktet på festivalen. Udover at have de samme scener og kunstinstallationer som til havnefesten, bliver både Klatrehallen, Halvandet og yderligere to scener åbnet op. I løbet af natten vil der være fyrværkeri, eksplosioner, lysshows, koncerter og meget andet. Personligt kan jeg bedst lide at være retningsløs til Final Party og bare lade mig gribe af de ting, som kommer på min vej.

- Jeg har fået at vide fra mange, at jeg alligevel skal sørge for at høre Ten Walls og Michael Mayer i Klatrehallen, hvor jeg også har tænkt mig at høre den svenske popdronning Jenny Wilson. Inde på Halvandet kan man høre den amerikanske transvestit og party-rapper Mykki Blanco, der er absurd god til at skabe en vild fest med sine sære tekster og beats.

Søndag: Chill out

- Om søndagen laver vi highfives, ånder ud og lytter til rar musik på skrænten i Ørstedsparken. Og hvis man stadig ikke har fået nok, så kan man tage til Distortion 2014's allersidste og afsluttende fest i Dome of Visions på Søren Kierkegaards Plads med tyske Helena Hauff bag musikken.

Facebook
Twitter