Peter A.G.: Julesang er ikke mindre vigtig bare fordi den handler om mus

’Julesang’ var egentlig en rocksang i hurtigt tempo. Indtil hele lortet blev speedet ned. Peter A.G. fortæller historien om hittet til dr.dk.

Mere end 30 år har 'Julesang' på bagen. Oprindelig blev den skrevet som en rocksang i hurtigt tempo og med råbesang - men det blev hurtigt opgivet til fordel for det mere rolige reggaetempo. (Foto: PR-foto)

Lyt til sangen her.

- Vi indspillede sangen tæt på jul, det var omkring den 17. december, hvor jeg har fødselsdag. Jeg husker det fuldstændigt. Vi slukkede det rigtige lys i studiet og tændte stearinlys i stedet for, for at få skabt en stemning.

- Vi lavede sangen som et bånd, og mens vi sad og optog, lod vi som om, vi uddelte gaver til forskellige personer. "Og her til dig Jørgen Hjorting, du skal have den her gave", sagde vi. De, der havde kritiseret os, de fik igen. Erhard Jakobsen, for eksempel, han fik et par nye ører, for han kaldte os for røde lejesvende og var efter os, så han kunne jo ikke høre.

Var egentlig et rocknummer

- 'Julesang' blev først lavet som et rocknummer i hurtigt tempo. Men så speedede vi hele lortet ned i studiet på båndoptager. Og så blev det til en reggaesang. Vi var optaget af at komme et andet sted hen musikalsk, i forhold til hvor vi var i forvejen. Vi syntes, at den banale historie egnede sig bedre til at blive fortalt end til at blive råbt, og i rockmusikken er der meget råben. Her fik vi muligheden for bare at fortælle den, så folk kunne høre den.

- Rent melodisk er det ikke en klassisk sang med melodi og vers, det er en opbygning af stemning. Og jo mere vi slappede af og fik den ned i tempo, jo mere blev stemningen bygget op. På den måde kunne folk lytte til historien og blive glade til sidst, når linjen "og ønskede glædelig jul" kom med kirkeklokker og hele lortet.

Det er derfor, vi synger om to mus

- 'Julesang' handler om ikke at give op, men at tro på håbet. Jeg er vokset op med eventyr og H.C. Andersen og Walt Disney, så jeg fandt hurtigt ud af, at hvis man synger om dyr og iklæder mennesker dyrets skikkelse, så sker der noget. Så kan vi vise medfølelse. Det er lidt sværere mellem mennesker. Og det er jo det, der er essensen af julen, ikke? Noget med lidt barmhjertighed og "ååååh, det var godt, det gik". Så det er derfor, vi synger om de der mus.

- 'Julesang' blev lavet på en opfordring. P3s ungdomsradio P4 i P1 efterlyste julesange og spurgte, om vi kunne skrive en. Som sangskriver var det dejligt at få en opfordring, for jeg har altid kun lavet det, jeg lige selv gik rundt i.

- Da jeg havde skrevet sangen, tænkte jeg, at den ville blive bedre med årene. Den er skrevet i sluthalvfjerdserne, og allerede dengang var fællesskabet under opløsning. Så jeg tænkte, at sangen ville blive bedre og bedre, for verden får mere og mere brug for den slags sange om at holde sammen. Nu har den overlevet i over 30 år, det er da meget godt. Den siger noget, der ikke er blevet mindre vigtigt, bare fordi det er fortalt med mus. Det handler om ikke at give op.

Det er os, der lavede den med de to fede mus

- Når jeg taler med unge mennesker og børn, og de ikke ved, hvem Gnags er, så siger jeg: "Det er os, der lavede den med de to fede mus og de vilde kaniner". "Arj, er det rigtig, siger de så".

- Min egen yndlingssang er 'Julen har englelyd'. Det er noget med de minder, den fremkalder fra min egen barndoms jul. Derudover kan jeg også godt lide, at der er nogle sange, som den, der fortæller, hvad julen handler om. Den handler om, at Jesus blev født, og det er jo vigtigt.

Du kan læse mere om Peter A.G. her.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter