Peter Belli takker af – og siger 'undskyld, jeg forstyrrede'

Hele Danmarks rockulv spiller i aften sin sidste koncert nogensinde. Vi var med i øvelokalet den sidste gang.

Ude på Amager i et øvelokale på fjerde sal i en råkold, tidligere chokoladefabrik står en lille, ældre herre og rocker.

Hans navn er Peter Belli, og i dag er sidste gang, han skal øve sine sange.

For når Peter Belli med sit backing band 'De Rejsende' går af scenen efter en helt udsolgt koncert i Amager Bio den 28. december, så er det for hans vedkommende for første gang siden 1959 for ikke at vende tilbage igen.

- Jeg vil hellere sidde og falde om i mine kone, Junes, arme derhjemme, end jeg vil gøre det på scenen, fortæller Peter Belli.

Peter Belli har hele sin karriere haft helt styr på frisuren. Og det skal der ikke laves om på nu. (Foto: Martin Fält © Dr)

De fleste danskere har sange som 'Ulven Peter' og 'København (fra en DC-9)' tæt inde på livet, men ud over hans trofaste fanskare og den danske presse er der mange, som ikke ved, at Peter Belli for få år siden var syg med en blodforgiftning, der tog hårdt på hans helbred.

Så i forbindelse med udgivelsen af hans seneste af mere end 40 albummer, 'Som boblerne i bækken' sidste år, meddelte Peter Belli, at han ville træde ud af rampelyset.

Peter Belli har spillet med utallige musikere gennem årene. Hans nuværende orkester - 'De Rejsende' - har han spillet med de seneste syv år. (Foto: Martin Fält © Dr)

Den dertilhørende afskedsturné ville blive den sidste gang, han turnerede Danmark tyndt i sin autocamper.

For Peter Belli er tiden nu kommet til, at børnebørnene, helbredet og livets andre facetter kan få den opmærksomhed, som musikken og tourlivet har krævet hele hans liv.

Selv i en alder af 74 år giver Peter Belli den stadig fuld gas i øvelokalet og til koncerterne. (Foto: Martin Fält © Dr)

I det trængte øvelokale på Amager, der har instrumenter, stativer og højtalere fra gulv til loft, står Peter Bellis orkester klar, til at frontmanden møder ind.

Rundkredsen af et trommesæt, et keyboard, en bass og to guitarer er kun brudt op af et mikrofonstativ og en stol, hvor Peter Belli har sin plads.

Som enhver anden musiker har han brug for en sidste gang i øvelokalet.

For at spille sit folkekære hit 'Istedgade'.

- Vi ved, at det er den sidste koncert, hvor jeg takker af og siger 'undskyld, at jeg forstyrrede i snart 60 år'. Jeg har sommerfugle i maven, men det skal man have, ellers så duer det ikke.

De seneste år har Peter Belli haft sepsis, en blodgiftning, der tager hårdt på helbredet. Det er også en af årsagerne til, at han indstiller turnélivet. (Foto: Martin Fält © Dr)
Peter Belli har ikke reklameret i medierne, at koncerten på Amager Bio definitivt er den sidste. Alligevel er billetterne blevet revet væk. (Foto: Martin Fält © Dr)
Efter turen i øvelokalet tog Peter Belli med sin kone June Belli hjem til deres nye hjem i Greve. (Foto: Martin Fält © Dr)
Facebook
Twitter