Pop-debutant bag P3s Uundgåelige: - Rampelyset er ikke min kop te

Danske Yulez synger om frygten for at blive ensom i singlen ’Romeo’, som kan høres på P3 i denne uge.

Yulez med 'Romeo' er P3s Uundgåelige i denne uge. Lær hende bedre at kende. (Foto: Daniel Stjerne / Artwork: Benedikte Klüver)

Du kender hende nok ikke… endnu. For Yulez, som står bag P3s Uundgåelige, har kun to single-udgivelser i bagagen.

Hun har netop sluppet popbaskeren ’Romeo’, som ifølge P3's musikredaktør Mathias Buch Jensen er en vellykket gryderet med ingredienser mange steder fra:

- Soul møder elektronisk r’n’b og pop på et reggae-groove. Jeg kan ikke komme i tanker om noget eller nogen, der lige nu har denne blanding og rammer den så godt som næsten-debutanten Yulez.

Og det er netop popgenrens charme, mener kvinden bag Yulez-aliaset, Julie Thykjær:

- Jeg kan godt lide, at popmusikken er så simpel men har så mange muligheder for at blive gjort interessant.

Langt fra prinsen på den hvide hest

Om sin nye single forklarer Yulez, at en ’Romeo’ er ens livs kærlighed, men en kærlighed af den slags, der går op og ned, og som man aldrig kan vide sig sikker på.

- Jeg tror, de fleste har prøvet at være forelskede i et menneske, der gør en usikker. ’Romeo’ handler om frygten for at blive forladt og ensom.

Det har Yulez selv prøvet et par gange. Af den samme ’Romeo’. Og det er ikke nemt at komme videre, når man er nem at knuse. Men historien er endt lykkeligt, siger hun tøvende og skynder sig at skifte emne.

Musikken starter efter 17

Den 27-årige sanger er vokset op i et hjem fuld af instrumenter på Sydsjælland og har altid haft en drøm om at lave musik, hun forhåbentlig kan leve af en dag. Men indtil videre foregår det i fritiden.

- Jeg har et 9-17-job på et modelbureau, og når jeg så har fri, skal jeg hjem og finde ud af, hvem jeg er som musiker, og hvad der skal ske.

For Yulez startede musikken for alvor for to år siden efter at have fået foræret et keyboard, en mikrofon og indspilningssoftware af sin far. Hun eksperimenterede løs og fik blod på tanden.

- Jeg har aldrig rigtig set en karriere inden for musikken som noget, jeg kunne opnå. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. For siden jeg kom i gang, er det gået meget nemt. Jeg har nok bare været heldig, fortæller hun om at skrive sange med Ocean Thomsen fra Det Rytmiske Musikkonservatorium, at være i studiet med Ole Bjørn Sørensen fra Dúné og at blive udgivet hos Sony Music.

Slår ud af nervøsitet

Hvor musikken kommer fra, er svært for Yulez at forklare. Hun er langt fra en skolet musiker med styr på akkorder, dur og mol.

- Jeg er stadig rimelig grøn, så når jeg laver musik, tænker jeg ikke som sådan over det. Det kommer indefra. Det, jeg går op i, er, at jeg laver noget, der er mig. Noget, jeg kan stå inde for.

Det vigtige for Yulez er ikke at være i centrum. Faktisk er rampelyset slet ikke hendes kop te, fortæller hun grinende og afslører, at det at blive interviewet om sin egen musik har fået hende til at slå helt ud af nervøsitet.

- Det er helt mærkeligt, når det handler om mig. Det skal jeg lige lære. Der er noget i mig, som stritter imod. Men det skal jeg bare se at komme over!

Videoen til ’Romeo’ er på trapperne, men hvad fremtiden for Yulez’ musikalske univers ellers byder på er endnu uvist.

- Det er ikke godt at vide, griner hun.