Prince udgiver nye sange et år efter sin død

På årsdagen for Princes død udkommer en ep med sange, der ikke tidligere har været udgivet.

Prince ses her under en optræden i tv-programmet 'American Idol' i 2006. Sangene fra hans nye ep er netop fra denne periode. (Foto: Chris Pizzello © Scanpix)

På fredag er det et år siden, at Prince døde i en alder af 57 år. Men det betyder ikke, at fans må undvære at høre ”nyt” fra hans hånd.

Den 21. april udkommer nemlig seks nye skæringer med den legendariske musiker, og de samles på ep’en ’Deliverance’.

Og der er blandt andet lagt op til en stille og groovy omgang blues på ep’en, hvilket man kan høre på titelnummeret ’Deliverance’.

Det skriver musikmagasinet Rolling Stone, der har lagt en smagsprøve ud af sangen.

Ep’en kan bestilles på digitale musiktjenester, og amerikanerne kan allerede nu streame titelsangen på Apple Music. Danske fans må dog vente et par dage med det.

Sange fra 00'erne

Det er ikke den første udgivelse fra Prince siden hans død.

I efteråret udkom opsamlingsalbummet ’4ever’ via pladeselskabet Warner, der også krydrede udgivelsen med sangen ’Moonbeam Levels’, der ikke er at finde på andre album.

Så med den nye ep er det første gang, at der er tale om en hel udgivelse bestående af hidtil ukendte sange.

Sangene på ’Deliverance’ har Prince skrevet og produceret sammen med makkeren Ian Boxill i årene 2006 til 2008. Ep’en udkommer på det mindre pladeselskab RMA.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk