Rapperen 2Pac lever videre 20 år efter sin død

PORTRÆT: I dag er det 20 år siden, at Tupac Shakur døde. Rapperen blev kun 25 år, men efterlod sig et kæmpe eftermæle.

Tupac Shakur ville have været 45 år i dag. (Foto: Archive Photos © 2012 Getty Images)

- Vi er ikke klar til at se en sort præsident.

Sådan lød det fra rapperen Tupac Shakur i sangen 'Changes' fra 1992, der udkom i 1998.

Han ville nok have kigget lidt, hvis han havde nået at opleve Barack Obama vinde det amerikanske præsidentvalg i 2008, men han blev skudt og dræbt i 1996 - kun 25 år gammel.

Ligesom i 'Changes' gav Tupac Shakur i sine andre sange også folk i USA's ghettoer en stemme ved at rappe om vold, modgang, racisme og andre sociale problemer.

Bidt af skuespil, poesi, jazz og ballet

Tupac Shakur med kunstnernavnet 2Pac voksede op i et socialt boligbyggeri i den østlige del af Harlem i New York, hvor bandeopgør og væbnet røveri var en del af hverdagen. Midt i alt det barske fandt Tupac en interesse for kunst og musik.

Da han afsluttede sit andet år på Paul Laurence Dunbar High School, blev han overflyttet til Baltimore School for the Arts, hvor han begyndte at studere skuespil, poesi, jazz og ballet.

Skoleskiftet skulle blive første gang, han forsøgte sig med rap. På den nye skole i Baltimore vandt han mange små rapkonkurrencer og blev betragtet som en af skolens bedste rappere.

Karrieren startede i Californien

Som 17-årig oplevede Tupac Shakur en kæmpe omvæltning, da familien valgte at flytte hele vejen over til den anden side af landet. Her slog de sig ned i endnu et socialt belastet boligområde i byen Marin City nord for San Francisco.

Tupac fortsatte sin skolegang på den lokale Tamalpais High School og begyndte at deltage i særlige poesikurser.

Tupac yderst til venstre blev opdaget af rapfunk-gruppen Digital Underground i Californien. (Foto: Raymond Boyd © 1991 Raymond Boyd)

Her tog det hurtigt fart for den unge rapper, og inden for kort tid blev han opdaget af TNT Records’ Atron Gregory, hvor han blev ansat som roadie og danser for hip hop-gruppen Digital Underground i 1990.

Digital Underground var startskuddet på hans professionelle karriere, og allerede året efter udkom Tupacs debutalbum ’2Pacalypse Now’.

Overlevede første attentat

Tupacs popularitet steg de følgende år med flere hits og filmroller, og hans album fra 1995 ’Me against the World’ blev af flere musikkritikere kaldt et af de bedste og mest betydningsfulde hip hop-album nogensinde.

Han havde dog et turbulent liv, og hans hidsige temperament sendte ham i løbet af 1990'erne både i retten og i fængsel.

Blandt andet i 1993 for at have overfaldet rapperen Chauncey Wynn, og i 1995 for en voldtægtssag.

I starten af 1990'erne begyndte den store rapkrig mellem øst- og vestkysten også.

Tupac var selv en del af vestkystmiljøet, og dagen før endnu en af hans mange afhøringer i 1994 blev han røvet og skudt fem gange af tre mænd i et pladesstudie på Manhattan i New York.

Kort tid efter sin operation kørte Tupac væk fra sygehuset. (Foto: New York Daily News Archive © 1994/Daily News)

Tupac overlevede, og allerede tre timer efter hans operation udskrev han sig selv imod lægernes råd.

Han beskyldte senere østkystrapperne Sean Combs og Biggie Smalls for at være involveret i skyderiet, og hadet mellem de to grupperinger steg.

Brat afslutning

Tupacs had til østkysten kulminerede i nummeret ’Hit ’Em Up’ fra 1996, hvor han med en grov tone og gangstermentalitet beskylder Biggie Smalls for at have stået bag mordforsøget, som han til alt held overlevede.

Få måneder efter udgivelsen af nummeret slap hans held dog op. Efter at have overværet en boksekamp mellem Bruce Seldon og Mike Tyson med produceren Suge Knight i Las Vegas den 7. september 1996, blev den unge rapper skudt igen.

Tupac Shakur og produceren Suge Knight få timer inden det fatale skudattentat i Las Vegas. (Foto: Jeff Kravitz © This content is subject to copyright.)

Det skete på et gadehjørne i Las Vegas, hvor en hvid Cadillac passerede den bil, Tupac og hans producer sad i, og affyrede en byge af skud, der blandt andet ramte rapperen i den ene lunge.

Han blev kørt til et hospital i Nevada, hvor han blev lagt i en respirator, men stod ikke til at redde. Seks dage senere døde Tupac Shakur af indre blødninger.

Produceren Suge Knight overlevede skudepisoden i Las Vegas, men Tupacs liv stod ikke til at redde. (Foto: Malcolm Payne © Malcolm Payne)

"Faldt aldrig af på den"

Tupacs død påvirkede mange og førte til flere konspirationsteorier, og i dag er der stadig folk, der påstår, at Tupac er i live.

Årene efter hans død blev der stadig udgivet albums med rapperens materiale, og i dag bliver Tupac stadig hyldet som en af rapmusikkens helt store helte.

På Madame Tussauds i London er der voksfigurer af østkystrapperne Biggie Smalls og Sean Combs til venstre og vestkystrapperne Tupac Shakur og Snoop Dogg til højre. (Foto: John Phillips © 2013 John Phillips)

Og det er der ifølge Henrik Milling, musikekspert og tidligere rapproducer, en særlig grund til.

- Tupac var en ung sexet sort mand fra ghettoen, der havde et sjovt navn. Så blev han skudt. Det kan man huske.

- Der er lidt James Dean over den fortælling, siger Henrik Milling med henvisning til, at også James Dean havde et stort potentiale men døde som ung - på toppen.

- Tupac er måske en af hiphoppens største sex-symboler. Han blev aldrig gammel nok til at blive slatten og kedelig. Han faldt aldrig af på den, og står derfor som en af vores faldne engle, siger Henrik Milling.

Tupac Shakur blev betragtet som et sexsymbol. (Foto: Ron Galella © This content is subject to copyright.)

Nye rappere hviler på Tupacs skuldre

Tupacs liv endte brat i en alder af bare 25. Han døde midt i sin karrieres højdepunkt, mens han stadig var på pladeselskabet ’Death Row Records’, og Tupac har været en kæmpe inspiration for nutidens mange hip hop kunstnere, siger Henrik Milling.

- Historien om Tupac har været med til at elevere rapmusik til noget helt andet. Kanye West, Drake, Eminem og så videre står på skuldrene af Tupac. Det er der slet ikke nogen tvivl om.

Selv i Cape Town, Sydafrika huskes Tupac Shakur (Foto: Per-Anders Pettersson © Per-Anders Pettersson)

Henrik Milling peger på store ligheder mellem Eminem og Tupacs musik.

- Jeg siger ikke, at Tupac kunne have gjort, hvad Eminem gjorde, men han er et godt bud på at have det samme som Eminem. Vi aner ikke, hvor Tupacs karriere ville være gået hen. Han stoppede på toppen, siger Henrik Milling.

Til november udkommer filmen ’All Eyez On Me’, der handler om Tupac Shakurs liv frem til skudepisoden i Las Vegas i 1996.

Facebook
Twitter