Richard Ragnvald om musikeres Trump-afbud: Jeg vil spille for alle andre end Enhedslisten

P1 Debat har spurgt fire danske kunstnere, om de ville sige ja til at spille for Donald Trump.

- Han kan bare ringe, så tager vi den derfra, siger Richard Ragnvald om, hvad han ville gøre, hvis han blev spurgt om at optræde for Trump. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Trump og hans stab har ringet til mange stjerner for at spørge, om de ville sørge for underholdningen til hans indsættelse som præsident i morgen og ved en velkomstfest i dag.

Men mange har sagt nej.

Så måske de skulle have ringet til den danske dansktopsanger Richard Ragnvald.

Han siger til P1 Debat, at han ikke ville afvise at stille op.

- Han kan bare ringe, så tager vi den derfra, siger dansktopsangeren, der dog ikke er helt sikker på, at han ville sige ja.

Men, siger han, man skal lade være at dømme en person som Trump, inden han overhovedet er blevet præsident.

- Lad ham nu vise, hvad han dur til, siger Richard Ragnvald.

Han har gennem karrieren også spillet for Dansk Folkeparti og er - med egne ord – nok den, der har fået flest hug for det.

Her ses Richard Ragnvald sammen med tidligere partiformand for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard i 1999. To år tidligere sang han en omskrivning af 'Kære lille mormor' til hende. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

De hug kom, efter at han ved et landsmøde for partiet i 1997 sang en omskrivning af sin sang ’Kære lille mormor’ til den daværende partiformand Pia Kjærsgaard.

- Kære lille Pia, kære lille Pia, snart så skal der være valg, nu vil du få masser af stemmer, over det danske land. For du er en pige med mening, en som vi alle kan li’, ja kære Pia Kjærsgaard, nu stemmer vi på dit parti.

- Jeg fik smadret hele forpartiet af min bil, jeg har fået kastet et æg mod mig, fået punkteret min bil – jeg har prøvet alt det der, siger Richard Ragnvald.

Hvem ville du ikke spille for, hvis de ringede?

- Det kan jeg godt fortælle dig, for da jeg var på turné i 1997, stillede folk fra eller sympatisører med Enhedslisten op med transparenter (skilte, red.), hvor der stod ’Race-Ragnvald’, så derfor kan jeg godt sige dig, at Enhedslisten er absolut blacklistet fra min underholdning.

Niels Hausgaard: Jeg ville ikke blåstemple Trump

P1 Debat har også talt med tre andre kunstnere, der alle blankt afviser at stille op, hvis Trump skulle få den idé at ringe og spørge.

Niels Hausgaard spiller gerne for folk, han er uenige med. Dog ikke Donald Trump. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

For Niels Hausgaard ville det være det samme som en blåstempling af Trump og hans politik.

- Der er ting, man ikke kan stille op til og lægge navn til, siger entertaineren, der ellers gerne spiller for folk, han er politisk uenig med.

- Jeg synes, uenighed er en fantastisk god ting. Det er jo det, vores demokrati bygger på.

Men grænsen går altså ved Trump.

Keld Heick: Donald Trump er mig vederstyggelig

Det gør den også for musiker Keld Heick. At han ikke vil spille for Trump, har dog ikke noget med politik at gøre.

- Det har simpelthen noget med personen at gøre. Jeg synes, at Trump har overskredet alle grænser for, hvad man kan tillade sig. Han er mig så – for at bruge et godt gammeldags ord – vederstyggelig, at jeg ville have det utrolig dårligt med at skulle optræde for ham, siger Keld Heick til P1 Debat.

Keld Heick har aldrig sagt nej til at spille for noget dansk parti. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Men er der nogle republikanere, der holder fest, ville Keld Heick derimod godt stille op.

- Det ville jeg godt, selv om jeg i givet fald havde været demokrat, siger han.

At spille for et parti er nemlig - for Keld Heick – ikke ensbetydende med, at man stemmer på det parti. Han har sammen med sin kone, Hilda Heick, spillet ved landsmøder for partier så forskellige som Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti.

Selvom de ser sig som ren underholdning, har Keld og Hilda Heick også oplevet reaktioner på deres parti-optrædener.

- Da vi spillede for Poul Nyrup (S) på et tidspunkt, havde vi hærværk på bilen. Det var så tæt på, at det kunne næsten ikke være af anden grund, siger Keld Heick.

Raske Penge vil ikke spille for Trump og DF

Rasmus Poulsen, der laver musik under aliasset Raske Penge, ville også sige ’nej tak’ til Trump.

Raske Penge opfordrer til, at alle - og ikke kun kunstnere - i deres handlinger agerer efter deres politiske overbevisning. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

Han kunne heller ikke finde på at spille for et politisk parti, han ikke kunne finde på at stemme på.

- Jeg har dj'et nogle gange for Enhedslisten, men jeg har ikke lyst til at spille til en fest, hvor vi fejrer, at nu er Pia Kjærsgaard kommet i Folketinget. Det synes jeg ikke er godt, det vil jeg ikke fejre.

DF-ordfører: Sig ikke nej til præsidenten

Alex Ahrendtsen, kulturordfører i Dansk Folkeparti, forstår ikke de kunstnere, der siger – eller ville sige – nej til at spille for Donald Trump i forbindelse med hans indsættelse som præsident.

- De siger ikke bare nej til Trump; de siger nej til den amerikanske præsident, der er valgt af flertallet af valgmændene. De siger jo nej til hjertet af det amerikanske demokrati.

DF's kulturordfører, Alex Ahrendtsen, anerkender, at det er en kunstners frie ret at sige nej til at underholde ved indsættelsen af den amerikanske præsident. Han mener bare ikke, at man bør gøre det. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

Han giver en dansk pendant:

- Når ministrene i Danmark kommer ind til et samråd, rejser vi os alle op. Jeg har også rejst mig op for Uffe Elbæk (tidligere Radikale, nu Alternativet, red.), som jeg ikke synes, var en særlig god kulturminister, men jeg rejser mig op af respekt for minister Elbæk.

- Hvis Trump havde inviteret til en privat fest, og de sagde nej, havde jeg kunnet forstå det, for så var det personen. Men her siger de også nej til præsidenten, siger DF-ordføreren.

Trump fejres i dag med en koncert ved Lincoln Memorial i Washington D.C., hvor countrymusikeren Toby Keith er hovednavn. I morgen indsættes Trump officielt som præsident.