Rick Astley får sin egen danske specialøl

Popikonets personlige smagsvariant af den hippe Mikkeller-øl forventes klar til foråret.

Rick Astley-øllen er en rødlig lager med et strejf af ingefær og kan smages til foråret, hvor sangeren også giver koncert i København. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Da Mikkel Borg Bjergsø var tween i 1980’erne, var der særligt én sanger, der blev spillet i fast rotation i walkman’en.

Det var Rick Astley, den rødhårede flødedreng, der i 1987 slog igennem med nummeret ’Never Gonna Give You Up’.

I dag, 30 år senere, er Mikkel Borg Bjergsø indehaver af det anerkendte mikrobryggeri Mikkeller, der eksporterer øl til mere end 40 lande og er kendt for at udfordre øldrikkernes smagsløg med ingredienser som vietnamesisk kaffe, chili og litchifrugt.

Og dette forår bliver hans drengedrøm til virkelighed.

En hyldest til det røde hår

Eller i virkeligheden havde den 12-årige Mikkel nok ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at han en dag ville indgå i et samarbejde med sit teenageidol om en specialbrygget øl.

Men det er ikke desto mindre nu en realitet.

Dette forår udgiver Mikkeller en særlig Rick Astley-øl – en rødlig lager med et strejf af ingefær, skabt med udgangspunkt i Rick Astleys smagspræferencer og en hyldest til hans rødlige hår – det, der på engelsk også refereres til som ginger.

- Det er blevet en lidt fyldig lagerøl med noter af ingefær, fortæller Mikkel Borg Bjergsø, der netop har fået den første prøvesending hjem fra bryggeriet i Belgien.

Astley som amagerkaner

Det hele begyndte, da Mikkel Borg Bjergsø hørte, at Rick Astley boede i Danmark. Faktisk på Amager af alle steder.

Rick Astley er dansk gift, og rygtet om, at han skulle bo på Amager, gav Mikkel Borg Bjergsø ideen om et samarbejde.

- Vi fandt så ud af, at han aldrig har boet i Danmark, fortæller Bjergsø over telefonen.

Men via sangerens danske kone fik Mikkeller alligevel kontakt til Astley.

Bryggeriet har tidligere indgået lignende samarbejder om specialøl, heriblandt lakridsøllen ’Dansa Efter Min LakritspIPA’ med den svenske indiegruppe Bob Hund og ’Mastodon Mother Puncher’ med metalbandet Mastodont. Også Michelin-restauranter som Noma og Kiin Kiin har deres egne Mikkeller-øl.

Hælder øl ned på pubben

Alligevel var Mikkel Borg Bjergsø ikke sikker på, at Rick Astley ville finde projektet spændende.

- Jeg var overrasket over, at han overhovedet syntes, det var interessant at lave en øl, siger han.

Som de fleste englændere drikker Rick Astley sine øl i halvliters pints på den lokale pub.

- Han er nok ikke typen, der går rundt og bruger særlig meget tid på smage øl, siger Bjergsø og henviser til, at øllet på de engelske pubber ofte skylles ned i litervis og derfor ikke forventes at smage af alt for meget.

Men det endte alligevel med et møde i Belgien, hvor Mikkellers bryggeri ligger. Her udviklede de den nye øl, som efter planen kan smages til foråret, hvor Rick Astley giver koncert i København.

Mangler et navn

Sangeren er fyldt 50, men laver stadig musik. Senest har han udgivet sit ottende studiealbum ’50’.

Selvom Mikkel Borg Bjergsø er den jorbundne type, blev han alligevel starstruck, da han skulle møde sit gamle idol. Men mødet blev hurtigt afslappet og uformelt.

- Han er det flinkeste menneske. Man forventer lidt noget andet, når man tænker på sit idol. Man tænker, at han er uopnåelig. Men han er meget nede på jorden, siger Bjergsø om mødet.

Når øllens smag er godkendt af Astley, mangler den bare et navn og en etiket, før den er klar til lancering.

I forbindelse med Rick Astleys koncert i København regner Mikkel Borg Bjergsø med, at Mikkeller holder en lancering.

Og hvem ved, måske Rick Astley kommer forbi og giver et nummer.

Facebook
Twitter