Roskilde Festival afslører 11 nye navne: Populært tegneserieband vender tilbage

Fra i dag kan du også købe billet til næste års festival.

Roskilde Festival afslører, at bandet Gorillaz med Damon Albarn i spidsen er tilbage på festivalplakaten. (Foto: Balazs Mohai © Scanpix)

Selvom kalenderen siger november, er der masser af gode grunde til at se frem til sommerens festivalsæson.

Tidligere i dag tilføjede Tønder Festival seks nye navne til plakaten, og også Roskilde hæver indsatsen med afsløringen af 11 nye kunstnere på dagen, hvor festivalen skyder billetsalget i gang.

Pressemeddelelsen fra festivalen afslører blandt andet, at man endnu engang har givet håndslag med det virtuelle britiske ’tegneserieband’ Gorillaz med Blur-forsanger Damon Albarn i spidsen.

Bandet, der spillede deres første danske koncert på Roskilde Festival tilbage i 2010 og tidligere på måneden gav koncert i et udsolgt Royal Arena, er blandt andet kendt for deres 'punkede' energi og hits som 'Feel Good Inc.', 'Clint Eastwood' og 'Kids with Guns'.

Gensyn med gammel Roskilde-gæst

Et andet stort navn blandt de nye afsløringer er den amerikanske sanger og sangskriver David Byrne, der spillede første gang på Roskilde Festival tilbage i 1979 sammen med Talking Heads.

Det bliver hans første besøg på festivalen siden 1997, og festivalen lover, at setlisten både vil byde på numre fra solokarrieren og fra hans tid som forsanger i Talking Heads.

- Gorillaz og David Byrne indkapsler nærmest Roskilde Festivals musikprofil. De er begge hamrende nysgerrige og grænsesøgende, og de har konstant et blik for nye musikalske og kulturelle udforskninger, udtaler Roskildes programchef Anders Wahrén i en pressemeddelelse.

Ud over Gorillaz og David Byrne er også amerikanske Fleet Foxes, den svenske søskende-duo First Aid Kit og den fremadstormende britiske kunstner Stormzy blevet føjet til plakaten, der i forvejen bliver prydet af navne som Bruno Mars, Mogwai og C.V. Jørgensen.

I dag åbnes der samtidig for billetsalget til Roskilde Festival 2018, der finder sted fra 30. juni til 7. juli.

Her er de 11 navne, der i dag er blevet føjet til plakaten:

  • Gorillaz (INT) David Byrne (US) First Aid Kid (SE) Fleet Foxes (US) Stormzy (UK), Chelsea Wolfe (US), Clutch (US) Kakkmaddafakka (NO) Omni (US) Scour (US) Slaves (UK)

Facebook
Twitter