Roskilde Festival om manglende ligestilling på scenen: Svært at booke nok kvinder

Der er langt flere mænd end kvinder at finde på årets festivalplakater. Festivalernes musikprogram afspejler udbuddet, mener Roskilde Festivals programchef.

Popprinsessen Britney Spears er én af de blot tre kvindelige artister, der indtil videre er klar i programmet for årets Smukfest. (Foto: Mario Anzuoni)

Det kniber med ligestillingen hos de danske musikfestivaler.

Kaster man et blik plakaterne hos nogle af landets største musikfestivaler, finder man mandelige musikere og kunstnere i overflod, men deres kvindelige kollegaer er i langt mindre grad repræsenteret i årets musikprogrammer.

På landets næststørste festival, Smukfest, er der indtil videre blevet offentliggjort 28 mandelige artister mod blot tre kvindelige kunstnere i årets musikprogram.

Endnu værre står det til hos fynske Tinderbox, hvor ligeså 28 mænd er klar til at indtage sommerens festivalscene mod bare to kvindelige artister. Det viser en optælling foretaget af Kulturen på P1.

Roskilde: Svært at booke nok kvinder

Kønsoptællingen kommer i kølvandet på, at 45 internationale musikfestivaler forleden offentliggjorde, at de er gået sammen i kampen for ligestilling på festivalscenen.

Deres fælles mål er, at der i 2022 skal være lige mange optrædende mænd og kvinder på deres scener. Fire norske festivaler er med på listen – men ingen danske.

Hos landets største festival, Roskilde Festival, byder man initiativet velkommen. Programchef Anders Wahrén, der er ansvarlig for festivalen musikprogram, mener dog også, at visionen om musikalsk ligestilling kan være svær at løse lige nu.

- Når vi kigger på det udbud der er nu, er der cirka en fordeling på 80/20 i mændenes favør blandt de udøvende musikere, og det er jo klart, at det vil afspejle sig i vores program, siger han til Kulturen på P1.

Han mener, at problemet starter ude i samfundet og ikke på festivalerne. Han så derfor gerne, at flere piger spiller og dyrker musik, så de engang for eksempel kan ende på festivalscenerne.

- Vi skal have flere piger til at spille musik. I nogle genre er der relativ mange kvinder, men i andre er der stort set ingen. Dér kan det være svært at booke mange kvinder, siger Wahrén og peger på genrer som black metal og elektronisk musik som værende særligt mandsdominerede.

En af de kvindelige kunstnere, der har fundet vej til årets Roskilde Festival, er den amerikanske rapper Cardi B. (Foto: The Washington Post)

I kønsoptællingen er Roskilde Festival med 22 kvinder og 59 mænd den danske festival med mest ligestilling på plakaten.

Ifølge Anders Wahrén har Roskilde Festival dog valgt ikke at tilslutte de 45 internationale festivaler i kampen for ligestilling, fordi man ikke mener, at det er den rette fremgangsmåde at nedsætte en specifik procentsats for kvindelige artister.

- Vi kan ikke bare sige, at vi booker 50 procent mænd og 50 procent kvinder, for det er også en uretfærdig særbehandling. Men jeg tror og håber, at det kan lykkes, og at det ikke tager mange år, siger han.

Hollandsk festival tror på ligestilling

En af de festivaler, der har tilsluttet sig kampen for musikalsk ligestilling, er den hollandske festival Electronic Noorderslag.

- Det er en interessant udfordring, og måler man på de rette kriterier, så tror jeg, at det er muligt at lykkes med, siger Ruud Berends, der står for festivalens musikprogram, til Kulturen på P1.

- Forhåbentlig kan vi skabe et side-mål, der handler om at gøre folk bevidste om situationen og få dem til at gøre deres til, at vi får skabt en mere fair balance mellem kønnene, slutter han.

Du kan høre hele indslaget om ligestilling på de danske festivaler i Kulturen på P1 her.

Facebook
Twitter