Roskilde offentliggør 77 nye navne til plakaten

Nu er festivalen oppe på i alt 173 navne og dermed - næsten - klar med årets fulde program.

Britiske The XX er det største navn blandt dagens nye offentliggjorte tilføjelser til Roskilde Festivals plakat 2017. (© Roskilde Festival)

I dag udgiver Roskilde Festival plakaten for sommerens festival.

På plakaten er 173 navne, heraf 77 offentliggjort i dag.

Til toppen af plakaten – ved siden af navne som The Weeknd, Foo Fighters, The Arcade Fire og Justice – tilføjes The XX.

Det britiske indie-popband udgav tidligere på året deres tredje album, ’I See You’, og skal spille på Orange Scene om torsdagen.

Støjrock og psykedelisk rock

Samme dag kommer Future Islands og spiller, fremgår det af plakaten.

Det amerikanske synthpop-band, der synger sange om ægte kærlighed, blev dannet i 2006 og har siden imponeret både anmeldere og fans – blandt andet med nummeret ’Seasons (Waiting On You)’ fra 2014.

Også Jesus & Mary Chain, der i 2017 udgiver deres første plade i 19 år, gæster Roskilde med en omgang skotsk støjrock.

Savage Rose fejrer i år 50 års jubilæum.

The Avalanches udgav sidste år en plade for første gang i 16 år, ’Wildflower’, som festivalen kalder et ”forbløffende kreativt comeback” for de ”banebrydende australiere”. De gæster også festivalen i år.

Den engelske duo Royal Blood, hvis lyd er en blanding af blues rock, hard rock og psykedelisk rock, hører også til blandt de største af dagens nye navne.

Det samme gør ”de berygtede amerikanske thrash-konger” i Anthrax.

Nyt dansk islæt: Karl William og Savage Rose

Danske Karl William, der netop har været P3’s Uundgåelige med nummeret ’Forstenet’, kommer sørme også.

Det samme gør Savage Rose – 43 år efter deres debut på festivalen i 1974. Nu er de tilbage for, over for en ny generation, at demonstrere, ”hvor skelsættende og betydningsfuld deres musikalske rejse har været for den danske musikscene”, skriver festivalen. Den danske rockgruppe har i år 50 års jubilæum som band og er blandt andet kendt for numre som ’Black Angel’ og ’Wild Child’.

Herunder kan du se plakaten samt hvilke artister, der skal spille hvilke dage.

Plakaten er dog ikke helt færdig endnu.

- Roskilde Festival forventer at offentliggøre yderligere en håndfuld navne inden festivalen, står der i pressemeddelelsen.

Til DR oplyser festivalen, at de resterende navne sandsynligvis ikke vil være topnavne.

Roskilde Festival finder sted 24. juni til 1. juli 2017.

Dagens 77 nye navne

  • THE XX, ANTHRAX, THE AVALANCHES, FUTURE ISLANDS, HALSEY, ICONA POP, THE JESUS AND MARY CHAIN, NICOLAS JAAR, RESIDENTE, ROYAL BLOOD, THE SAVAGE ROSE, SEUN KUTI & EGYPT 80 feat. YASIIN BEY, SLOWDIVE, '68, 75 DOLLAR BILL, ACID ARAB, ALEX CAMERON, ALSARAH & THE NUBATONES, AUTHOR & PUNISHER, AYIA, BABY WOODROSE, BAIANASYSTEM, BASOKIN, BICEP, BOTANY, CANCER, CIRCUIT DE YEUX, DEBASHISH BHATTACHARYA, DISCWOMAN (UMFANG + DJ HARAM + VOLVOX), EMIL STABIL, FIRST HATE, HAMID EL KASRI GNAOUA ENSEMBLE feat. JUSTIN ADAMS, HAMILTON LEITHAUSER, HUN SOLO, IBAAKU, IDLES, IFRIQIYYA ELECTRIQUE, JAH9, JANKA NABAY & THE BUBU GANG, JULIA JACKLIN, KAREN ELSON, KARL WILLIAM, KREPT & KONAN, KSIĘŻYC, LA MAMBANEGRA, LIL UZI VERT, LORENZO WOODROSE, MAMMÚT, NOGA EREZ, NOISIA ‘OUTER EDGES’, NONAME, OATHBREAKER, SHAME, SIGRID, WEYES BLOOD, AARON LEE TASJAN

  • Rising og countdown 25.-27. juni: ARY, BARSELONA, BOGFINKEVEJ, CAIUS, FARVEBLIND, HATER, IRAH, KORNÉL KOVÁCS, THE LOVE COFFIN, MATTIS, ML BUCH, MONT, NATJAGER, NORÉLL, PARDANS, POM POKO, PURPURRPURPLE, SIBIIR, SKOTT, SOLID BLAKE, VÆRKET

Facebook
Twitter