Sådan blev Martin Hedegaards comeback skabt

"Martin fra X Factor" er tilbage under navnet Saveus. Læs her, hvordan den unge sanger og P3 Guld ”tog røven på folk” og udfordrede deres fordomme.

- Alle vidste, at der skete noget usædvanligt det øjeblik, siger Lars Trillingsgaard om Saveus' optræden under fredagens P3 Guld - for bag navnet gemmer sig Danmarks første vinder af X Factor. (© dr)

Den mørkeblå silhuet på scenen afslørede ikke umiddelbart den krøllede sangers identitet.

Heller ikke de indledende ord fra vært Sara Bro hjalp ret meget, da hun præsenterede Saveus – et nyt dansk navn, der i flere uger har været udset til at være fredagens helt store overraskelse i prisshowet P3 Guld.

- Jeg kan garantere med 100 procents sikkerhed, at hvis du er over otte år gammel, så kender du ham, der synger. Du har bare ikke set ham i et stykke tid, sagde en hemmelighedsfuld Sara Bro.

Man må sige, at hun fik ret, for bag kunstnernavnet Saveus står sanger, musiker og sangskriver Martin Hedegaard – jyden, der i 2008 imponerede landets tv-seere så meget, at han som bare 15-årig blev Danmarks første vinder af X Factor.

Det er nemlig ikke meget, hverken tv-seere eller radiolyttere har hørt til den unge sanger, siden han udgav sit indtil videre eneste album ’Show the World’, der blev langet over salgsdisken hele 90.000 gange.

"Martin er selv arkitekten bag det her"

At landets første X Factor-darling dukker op ud af det blå og få minutter senere bader sig i stående klapsalver fra en fyldt sal og etablerede kunstnere som Mads Langer og Dúné er ikke tilfældigt.

For når Martin Hedegaard oplever succes under P3 Guld med netop nummeret ’Levitate Me’, så er det kulminationen på mange års hårdt arbejde. Kort sagt: Sådan et comeback arrangerer ikke sig selv.

Mest af alt har Martin Hedegaard dog selv vist vejen, fortæller Gaute Parbo Niemann fra Copenhagen Records, der samarbejder med Saveus.

- Han har brugt flere år på at perfektionere sin musik. Han skriver og producerer alt selv. Martin er selv arkitekten bag alt det, der sker med Saveus nu, siger Gaute Parbo Niemann til DR Kultur.

P3 vil gerne ”tage røven” på folk

I DR Byen har P3 Guld-redaktionen dog også haft en finger med i spillet for at servere en comeback-indpakning, der kunne skabe lidt larm for den nu 23-årige Martin Hedegaard.

- I P3 Guld vil vi altid gerne fortælle gode historier, og vi har drømt om i mange år at kunne tage røven på folk og udfordre deres fordomme. Vi vil gerne udfordre folk smag, og det har vi gjort her, siger Lars Trillingsgaard, der er musikchef på P3.

Så snart redaktionen fik bekræftet, at Saveus skulle optræde til showet, var det planen, at man ikke skulle kunne genkende Martin under det første vers.

- Det skulle være musikken, man tog stilling til først, inden man fik visuelt ID på ham. Jeg synes, vi fik serveret sangen på den rigtige måde, fortæller Trillingsgaard om den spæde lyssætning under første del af Saveus’ optræden.

Det rette nummer lod vente på sig

Musikchefen hørte første gang ’Levitate Me’, da nogle branchefolk spillede sangen for ham under Spot Festival i maj. Det satte noget i gang i Lars Trillingsgaard.

- Jeg har hørt sange og produktioner fra hans hånd i to år eller noget i den dur. Alle kunne høre, at det var gode ting, han havde gang i, men det rigtige nummer lod vente på sig. Det var tydeligt, at han skulle levere en banger, der bare lukkede enhver diskussion, siger musikchefen.

Og det har ’Levitate Me’ nu gjort, mener Lars Trillingsgaard:

- Når man hører den sang, så må man bare overgive sig. Det er jo fantastisk, at det kan lade sig gøre. Han har virkelig taget den hårde vej og knoklet på en meget anti-x-factor-måde, hvilket gør det ekstra sjovt.

Hemmelig optræden med ”Steffen Brandt”

En del danskere har i hvert fald taget godt imod sangen, der i øvrigt har formået at ligge på YouTube siden maj - helt uden at nogen har opdaget, at danskeren fra Ørum står bag projektet.

’Levitate Me’ ligger lige nu nummer et på den danske salgsliste over sange på iTunes, og sangen bevæger i disse timer også op ad de mest afspillede sange på Spotify i Danmark.

Derudover er ’Levitate Me’ denne uges ’Ugens uundgåelige’ på P3.

- Vi besluttede at gøre sangen til ’Ugens uundgåelige’ i fredags, inden han havde optrådt, men vi var bange for at lægge noget klar i systemet, der ville afsløre hans hemmelige optræden, fortæller Lars Trillingsgaard.

For at undgå, at Saveus rolle under prisshowet skulle blive afsløret – og ikke mindst hvem der står bag kunstnernavnet – måtte P3 tage en god gammel kending i brug.

- Sidste år, da Melanie C. fra Spice Girls overrakte P3 Guld-prisen til Mø, var vores kodeord for hende 'Steffen Brandt’ for at ingen skulle opdage det. Så vi gjorde det samme med Martin – i alle vores manuskripter og systemer hed han bare Steffen Brandt.

’Levitate Me’ er hoppet ind på en førsteplads på iTunes i Danmark foran Møs spritnye single og det britiske boybandsucces One Direction. (© itunes)

"Det er alt for vanvittigt"

Selv var Martin Hedegaard noget nær tom for ord, da Sara Bro interviewede ham kort på scenen efter det lange og ikke mindst ståede bifald i Koncertsalen.

- Det er mega overvældende. Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige. Det er alt for vanvittigt, sagde den unge sanger og fortalte, at han havde brugt de sidste mange år på at øve sig og skrive musik.

I en pressemeddelelse fra Copenhagen Records uddyber han dog, hvad han har lavet, siden han vandt første omgang af X Factor:

- Jeg købte et hav af musikudstyr for de penge, jeg fik efter X Factor, og så har det bare været noget med at øve og øve og øve, samtidig med, at jeg har gået i gymnasiet og studeret musik.

Derudover har han spillet sammen med bandet The William Blakes under to sange på Northside Festival i 2013, spillet bas på Christophers hit 'Told You So' og været med til at skrive Shaka Loveless’ sang 'Dengang du græd'.

Facebook
Twitter