Sangeren Joe Cocker er død

Den britiske sanger Joe Cocker er død i en alder af 70 år.

Joe Cocker er død i en alder af 70 år, skriver flere medier. (Foto: ANGELIKA WARMUTH)

Sangeren, der er bedst kendt for sin kopiversion af ”With A Little Help From My Friends” og sange som ”Unchain My Heart”, ”Up Where We Belong” og ”You Can Leave Your Hat On”, er død, skriver BBC.

Den britiske sanger, der havde en over 40 år lang karriere bag sig, blev 70 år gammel.

Joe Cockers agent Barrie Marshall bekræfter overfor BBC, at sangeren er død.

Agent: En unik sanger

- Han var unik, og det vil være umuligt at fylde det hul, han efterlader i vores hjerter, siger Barrie Marshall til BBC.

Flere engelske medier skriver, at sangeren er død af lungekræft, som han blev diagnosticeret med tidligere på året.

Joe Cockers karriere startede tilbage i 1960’erne, hvor han blev et kendt navn på beværtninger i Sheffield for først senere at ramme stjernestatus, da hans coverversion af Beatles-nummeret ”With A Little Help From My Friends” blev nummer et på den engelske hisliste.

Levede hårdt liv i 60'erne

Siden da blev Joe Cockers veje ud i musikbranchen brolagt med adskillige hits og massevis af ikoniske optrædener– blandt andet i slutningen af 60’erne, hvor hans rå stemme og til tider aparte bevægelser på en scene, var med til at tegne ham som sanger.

Men livet som rockstjerne blev også levet hårdt dengang, har Joe Cocker erkendt overfor den engelske avis, Daily Mail.

- Der var stoffer alle vegne, og jeg sprang på hovedet i, sagde Cocker til avisen.

Nummer 97 på kendt liste

I alt har Joe Cocker i sin karriere udgivet 21 albums, og briten var rangeret som nummer 97 på musikmagasinet Rolling Stones liste over de 100 bedste sangere i verden.

Sidste år rejste Joe Cocker verden rundt og kom blandt andet forbi Horsens med turnéen "Fire It Up", hvilket blev til det første livealbum i 20 år. Han spillede sin sidste koncert i Hammersmith i London i juni i år.

Joe Cocker var gift med Pam Baker og døde i deres hjem i Crawford, Colorado.

Facebook
Twitter