Saveus eller 'X Factor-Martin': Syv musikere, der har sagt farvel til fortidens spøgelser

Nogle musikere har svært ved at ryste fortidens strabadser af. Musikekspert guider os gennem de klassiske mærkater, der har tendens til at hænge ved.

Justin Timberlake har haft stor succes med at udvikle sin solokarriere, efter at have været medlem i boybandet 'Nsync (Foto: Larry Marano © 2008 Larry Marano)

Siden Martin Hedegaard trådte tilbage i spotlyset i fredags, efter syv års fravær i den musikalske offentlighed, har det været nærmest umuligt at sige ’Martin’ uden også at sige ’X Factor’.

Og selvom nysgerrigheden omkring Saveus’ kommende træk er stor, har talentshows som ’X Factor’ tradition for at hjemsøge karrierer fremover, og fjerne fokus fra selve musikken.

Ifølge Niels Pedersen, musikekspert og kulturjournalist, har Martin dog spillet sine kort rigtigt i forhold til det, X Factor-vindere ofte møder kritik for:

- Martin havde stået anderledes, hvis han var kommet med en letbenet popsang, der passer ind i ’X Factors’ profil. Med den nye sang appellerer han til et bredere publikum, og han har taget sig god tid til at tage en uddannelse og fokusere på at udvikle sin musikkarriere.

Niels Pedersen forklarer, at det oftest er folk, der ikke kan lide musikeren, som forsøger at fastholde et gammelt, uønsket image hos en kunstner.

Alligevel er der nogle faldgruber, man som musiker – uanset evner – gør klogt i at forsøge at styre udenom. DR Kultur har bedt Niels Pedersen komme med sine bud på kunstnere, der med større eller mindre succes, har vinket farvel til den gamle pakke, de oprindeligt blev præsenteret i.

Boybandet

- Robbie Williams var kendt som den tykke danser i Take That – det var i hvert fald dét, Oasis kaldte ham. Han måtte grueligt meget igennem, inden han fik anerkendelse som solist – men han blev bedre og tog sig sammen.

- Da Robbie Williams viste, at han rent faktisk havde noget i sig, begyndte folk at lytte efter. Der er ikke noget som hits, der kan skrive historien om, siger Niels Pedersen og fortsætter.

- Justin Timberlake kommer også ud af et boyband - 'Nsync. De fleste andre medlemmer i bandet har også forsøgt at lave solokarrierer, men det er ikke gået særlig godt.

- I Justin Timberlakes tilfælde er 'Nsync nærmest blevet glemt, fordi han er langt bedre end det band, han kommer fra, siger Niels Pedersen.

- Fælles for Robbie Williams og Justin Timberlake er, at publikummet til deres tidlige bands begrænsede sig til teenagepiger – mens den musik, de producerer nu er langt bredere appellerende, fortæller Niels Pedersen.

Barnestjernen

- Miley Cyrus er et godt eksempel på, hvor hårdt man skal kæmpe, hvis man har været barnestjerne og gerne vil slå igennem som voksenstjerne.

- Hun har valgt at udsætte sin pubertet nogle år, og kører på chok-effekten for at skære sit børne-image væk. Hun siger vitterligt: ”Jeg er ikke ’Hannah Montana’ mere. Se selv - ikke noget tøj på”. På mange måder ligger hun sig også i tråd med Robbie Williams og Justin Timberlake ved at markere sin musikalske styrke, lyder det fra Niels Pedersen

Det smalle publikum

- Da Thomas Helmig startede, blev han kendt som "pigernes Thomas", og han havde nogle uheldige episoder, hvor mændene blev sure og kastede ting på ham til koncerter. Det krævede noget radikalt for ham at skifte image; han skiftede sproget i sine sange ud fra dansk til engelsk, fortæller Niels Pedersen.

- Selvom han sang om præcist det samme, blev han pludseligt taget seriøst hos anmelderne. Pigerne kommer stadig til hans koncerter, men det har lykkedes ham at komme væk fra alle de her ting, og han har fundet et større, bredere og mere bæredygtigt publikum.

- Derfra har der været mulighed for at komme tilbage til det danske sprog senere i hans karriere, forklarer Niels Pedersen

Det dårlige ry

- George Michael har hele tiden måtte slås med de ting, der har været ude i offentligheden omkring hans person. Han har haft problemer med rygter og et par uheldige episoder – eksempelvis var der vistnok noget med en politimand på et offentlig toilet – men han har hele tiden kunne svare igen ved at lave gode plader.

- Det er nogle gange som om, hans personlige image overskygger han musik, og det er en skam, lyder det fra Niels Pedersen

- Et mere ekstremt tilfælde er måske Michael Jackson. Der har altid været bizarre historier i offentligheden om hans kærlighed til aber og mulige kærlighed til børn, der med tiden fik lov til at fylde mere med musikken.

Det er først efter hans død, at den tavle er blevet visket ren. Det er jo bizart, at vi er kommet dertil, hvor det eneste der kan ændre et image, er døden, konstaterer Niels Pedersen

- Britney Spears brændte sammen efter at have haft et stærkt image som tyggegummi-stjerne. Hendes nedtur slås hun stadig med, for folk spørger stadig om hun har klippet sit hår af, og om hun mon kan tage sig af sine børn, lyder det fra Niels Pedersen

Selvom hun endnu laver musik, spiller koncerter og sælger plader, slæber hun altså stadig på det image, hun fik ved sit sammenbrud, udtaler Niels Pedersen.