Se 6 højdepunkter fra P6 Beat Rocker - med disco, dans, støj og vildskab

Ni bands rystede lørdag aften DR Koncerthuset. Her peger radiovært Henrik Aagaard på seks energiske højdepunkter.

Velvet Volume lukkede af, da P6 Beat rocker Koncerthuset blev afholdt i går aftes. (© dr)

Der var tryk på både guitarer og trommekedlerne, da radiokanalen P6 Beat lørdag aften rockede DR Koncerthuset i København.

8 danske bands og et enkelt svensk spillede for publikum på scenerne i den fyldte sal og foyer.

Vi har fået P6 Beat-vært Henrik Aagaard til at udpege seks af de absolutte højdepunkter fra aftenen til dig. Du kan selvfølgelig også høre hele arrangementet på dr.dk/radio, lige når du vil - og se det næsten to timer lange sammendrag på DR TV.

Nelson Can: Break Down Your Walls - Live til P6 Beat Rocker Koncerthuset

1. Discokugle i garagerocken

Den danske trio Nelson Cans musik er en "garage med discokugle i", mener Henrik Aagaard:

- Det er bas, tromme og en vokal med mere power end de fleste. Cocktailen gav tidligt Nelson Cans garagerock en del opmærksomhed.

Med tiden er lydbilledet blevet nuanceret en del, og lørdag aften viste de en dejlig tilbagelænet side med masser af overskud og selvsikkerhed.

ONBC: Tombstone - Live til P6 Beat Rocker Koncerthuset

2. Svævende univers blev til energisk dans

Blandt de fire medlemmer i ONBC er Tanja Simonsen, der begyndte karrieren i det navnkundige danske band Superheroes.

Gruppen leverede lørdag en mere energisk og dansabel udgave af deres ellers meget svævende univers, mener Henrik Aagaard.

- De fængende melodier kom virkelig til deres ret.

Rest In Beats: Synge Igen - Live til P6 Beat Rocker Koncerthuset

3. Rent som nyfalden sne

Rest in Beats satte deres lækre pulserende beats op mod en stryger-trio som et velvalgt modspil. Og startede deres optræden så rent som nyfalden sne, siger Henrik Aagaard:

- Sangerinden Rezwan Farmi indtog barfodet salen som en anden Annisette. Man kan ikke blive andet end imponeret af den selvsikkerhed, som de indtager koncertsalen med.

Katinka.mp4

4. En eksplosion i lyd og gennemtrængende ord

Selvom teksterne hos det danske band Katinka er meget personlige og selvudleverende, var der en høj grad af identifikation blandt publikum, mener Henrik Aagaard.

- Lige så skrøbelig hun kan være i sine tekster, lige så intenst og stærk er hun på en scene. 'Du tænker ikke' for salen til at eksplodere i massiv lyd og gennemtrængende ord.

9682569_skaa_3027_BabyInVain_She-22.26.08.24-22.32.19.24

5. Sitrende nerver af støj og vildskab

Danske Baby in Vain viser, hvorfor rocken aldrig vil dø, siger Henrik Aagaard:

- De har en nerve og intensitet, som kun kan opstå, når støjen og vildskaber bliver sluppet løs.

- De fik fortjent stående applaus for aftenens hidtil mest sitrende optræden.

9682569_skaa_3027_VelvetVolume_Fire-23.33.21.18-23.37.39.11

6. Uhyggeligt træfsikkert

Aftenens sidste band var endnu en dansk trio af kvindelige musikere: Aarhusianske Velvet Volume, der indtog foyerscenen med deres navn bøjet i lyserød neon.

- Søstrene i Velvet Volume har et nærmest intuitivt samspil og en uhyggeligt træfsikker tilgang til klassisk hard rock.

- Lørdag aften byggede de bare oven på det chok, de sendte ud sidst, de spillede til P6 Beat Rocker. Deres store spilleglæde og selvsikre optræden er meget effektfuldt, slutter Henrik Aagaard.