Se live-koncerten på mobilen

Ny app giver dig lov til at se koncerter live på din mobil - med musikbranchens velsignelse.

Med den nye app kan du høre koncerten live, selv om du ikke er blandt de heldige, der har fået billet (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Kender du det: Favoritbandet kommer til Danmark og spiller, men du nåede ikke at få billetter.

Snart kan det problem være løst.

For virksomheden Audux i Nordjylland har udviklet en applikation til mobiltelefonen, hvor du kan købe adgang til at streame en koncert live i billede og lyd.

Med musikbranchens velsignelse

Teknologien og forretningsmodellen bag er godkendt af musikbranchen, og den nye app, SubCell, går i luften, når Michael Learns To Rock giver deres 25-års jubilæumskoncert 11. august på Skanderborg Festival.

- Vi er jo et band med mange publikummer ude i verden, og det her er en ny og spændende måde at komme tæt på dem på en måde, som respekterer kunstnernes rettigheder. Det er et super alternativ til den ulovlige kopiering, der foregår ude i verden, forklarer Kåre Wanscher fra Michael Learns To Rock.

Kunstnere bestemmer selv prisen

Virksomheden Audux, der står bag app'en, har også udviklet en forretningsmodel, der hører med.

I den model er alle mellemled skåret væk. Kunstnerne kan selv bestemme, hvad de vil tage for en transmission af deres koncert, og kunstnere får omkring 50 procent af indtægten.

Arrangøren og rettighedshaverne, Koda, tjener en mindre del.

Tænkt på alle i værdikæden

Ivan Pedersen, formand for brancheorganisationen for tekstforfattere og komponister DPA, er begejstret for den nye teknologi.

- Jeg har været træt af, at man i online forbrug af musik ikke har kunnet sætte pris på sin egen vare. Den frihed tabte vi med internettet. Derfor synes jeg, det er helt fantastisk, at man nu kan distribuere sin vare i god kvalitet og til den anden ende af verden på en måde, hvor der er tænkt på alle i værdikæden, siger Ivan Pedersen.

Truer ikke billetsalget

Han tror, at mobilapplikationen har et stort potentiale: At flere kunstnere er interesseret i at bruge den, men han mener ikke, at app'en truer billetsalget til koncerter.

- Jeg tror stadig den største oplevelse er at være til koncerten, på pladsen, sammen med nogle mennesker, man rigtig godt kan lide, siger han.

SubCell kan downloades fra Apples og Googles appmarkeder. Ved premieren, når MLTR spiller på Smukfest, er oplevelsen gratis for de første 10.000, der melder sig til. For de efterfølgende koster koncerten cirka 12 kr.

Facebook
Twitter