Se Silas Holst øve sig på kæmperolle: Jeg tænker tit, at det kommer jeg aldrig igennem

Musicalstjerne Silas Holst ser ikke sig selv som sanger. Men nu står han overfor sit livs mest krævende sangrolle.

Du kender ham fra ’Vild med dans’ og en række succesfulde musicals som ’Grease’ og ’Dirty Dancing’, hvor han har spillet, danset og sunget sig til kæmpe bifald.

Men det at synge er stadig ikke noget, som Silas Holst føler sig 100 procent hjemme i. Han siger selv, at han stadig først og fremmest ser sig selv som danser – ikke sanger.

Det vil han dog gerne lave om på med sin hovedrolle i den nye satiriske musical ’The Book of Mormon' på Det Ny Teater, der netop har haft premiere.

Om 'The Book of Mormon'

Er skrevet af ’South Park’-skaberne Trey Parker og Matt Stone samt ’Frost’-komponist Robert Lopez.

Musicalen fik premiere i 2011 på Broadway i New York.

’The Book of Mormon’ er et satirisk blik på mormonerne og religion, og historien følger to unge missionærer, der tager til Uganda for at udbrede kendskabet til Mormons bog.

Musicalen har vundet en lang række Tony-teaterpriser og en Grammy.

Rollen er ikke bare den sværeste, han har påtaget sig, siger han. Det er også en rolle, der kræver, at han stiller med en sangstemme, der sidder lige i skabet. Noget, som han selv er yderst bevidst om.

- Jeg synes ikke selv, at jeg er en dygtig sanger, men jeg håber med det her års forberedelse, at jeg kan gå hen og blive det, siger Silas Holst fra øvelokalet.

Jeg synes ikke selv, at jeg er en dygtig sanger, men jeg håber med det her års forberedelse, at jeg kan gå hen og blive det.

Silas Holst, musicalstjerne

Skal synge hittet for første gang

Gejst, der er DR1’s kulturmagasin med vært Louise Wolff, har fulgt den 34-årige musicalstjerne under prøverne og frem til forpremieren i januar, hvor han skal synge rollen for første gang foran et publikum.

Og der er særligt én sang, han er spændt på, nemlig ’Og jeg tror’, der er det store hit i den prisvindende forestilling, som i øvrigt har spillet for fulde huse i New York og London.

- På en eller anden måde er det aldrig mig, der har haft rollen, der har sunget hittet i forestillingen. Så det er også en mental barriere at skulle krydse – at skulle tænke, at jeg med min stemme skal ind og levere det nummer, siger Silas Holst.

Forestillingens instruktør, den tidligere operachef Kasper Holten, har også høje forventninger til Silas Holst som danser og skuespiller.

- Og så skal han ovenikøbet skulle synge ret godt, for det er ham, der synger de store sange, trækker det musikalske læs og ofte også synge sammen med de andre og være lokomotiv for dem, siger Kasper Holten og konkluderer:

- Det er ikke et spørgsmål om, at han skal kunne det, for at han lykkes. Det er et spørgsmål om, at han skal kunne det, for at forestillingen lykkes. Det er simpelthen ham, der er motor i den forestilling.

Om Gejst

Gejst er DR1's kulturmagasin, hvor vært Louise Wolf hver onsdag guider seerne igennem kulturens mangfoldighed.

Gejst sendes på DR1 hver onsdag kl 21:55.

Se Gejst på DRTV her.

- Nervepirrende som bare pokker

De høje forventninger til hans stemme har Silas Holst det en anelse blandet med, indrømmer han.

- Det giver en god mængde pres på én, som jo er nervepirrende som bare pokker. Men samtidig er det jo også derfor, jeg har sagt ja til rollen, siger Silas Holst til Louise Wolff.

Men du har tidligere sagt, at du egentlig ikke ser dig selv som sanger …

- Nej. Det er også forbundet med, at jeg har meget stor respekt for de mennesker, der kan det fag og håndværk så voldsomt godt og som har nørdet med det, ligesom jeg har nørdet med dans hele mit liv.

- Jeg skal ikke kaste sådan en titel på mig selv, bare fordi jeg skal synge en sang. Det gør mig ikke automatisk til sanger. Jeg er godt på vej derhen, men jeg er der ikke endnu. Så indtil jeg føler, at jeg ved alt om det, så er jeg ikke sanger.

Godt en måned før premieren placerer han da også kun sig selv som en femmer, da han skal rangere sig selv som sanger på en skala fra et til ti.

Silas Holst har to gange vundet 'Vild med Dans'. blandt andet i 2011, hvor han dansede med skiløber Sophie Fjellvang-Sølling. (Foto: JEPPE MICHAEL JENSEN © Scanpix)

En bare-det-går-godt-for-ham-følelse

Lidt usikkerhed og nerver over de store sange kan dog blive en fordel for forestillingen, mener Michael Eigtved, der er lektor ved Institut for Kunst- og kulturvidenskab på Københavns Universitet.

- Silas Holst er jo danser og har en rigtig fin stemme, og han kan jo sagtens synge det, siger han og fortsætter:

- Men ved at man kan se på scenen, at der bliver arbejdet med tingene, så får vi jo en eller anden form for medleven. Vi tænker: Aj, bare det går godt for ham. Og dermed får vi måske et menneskeligt træk ved den figur, han fremstiller – nemlig den, der kæmper.

Silas Holst er jo danser og har en rigtig fin stemme, og han kan jo sagtens synge det.

Michael Eigtved, lektor

Da Louise Wolff møder Silas Holst bag scenen efter en veloverstået forpremiere med stående bifald, har han da også fået mere tro på sig selv som sanger. Han ligger i hvert fald højere på den førnævnte skala fra et til ti.

- Jeg synes, vi er oppe på syv nu. En syver med mulighed for at rykke op ad, vil jeg sige, lyder det fra Silas Holst.

Du har lige lagt en sal ned, og der var bragende bifald, og du ramte de toner, du skulle ramme. Du satte den lige i skabet, og alligevel er du ikke sanger?

- Jeg tænker, jeg er tættere på end nogensinde før. Jeg er ikke længere i tvivl om, at det er jeg, når denne periode her er færdig. Så vil jeg ikke være bange for at kalde mig det, siger Silas Holst.

Du kan se Silas Holst øve sig i videoen øverst her på siden eller se hele udsendelsen HER.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve