Sisse Marie vandt MGP i 2001: Her er hun i dag

Sisse Marie Søby vandt MGP i 2001. I dag er hun sangerinde, studerer skuespil, fester med de kendte og har optrådt med sine sange på The Playboy Mansion.

  • Sisse Marie Søby er i dag 31 år og bor i LA, hvor hun synger og skriver sange og tager timer i skuespil. (Foto: Tommy Chung © Tommy Chung)
  • Sisse Marie Søby har blandt andet lavet sangen Everytime (You Look at Me) i samarbejde med Morten Breum og et nummer til computerspillet SIMS. (Foto: Gomillion & Leupold © Gomillion & Leupold)
1 / 2

Hun har sunget til en fest på The Playboy Mansion, og for nylig har hun tisset til et Grammy Awards 'preparty' med realitydronningen Kris Jenner til den ene side og den amerikanske skuespiller Jane Fonda til den anden.

Der er sket en hel del for Sisse Marie Søby, siden hun vandt børnenes MGP i 2001 med sangen 'Du har brug for mig'.

De lyse lokker er blevet kortere og livet noget mere kulørt. Til daglig bor nu 31-årige Sisse Marie Søby i en lejlighed i LA med sin kæreste og deres hund. Her flyttede hun til fra Atlanta sidst i december.

Hun er sangerinde og sangskriver, og så er hun for nylig begyndt at studere skuespil på The Taylor School of Acting.

- Så jeg sidder og græder snot og slås hver dag. Det er meget spændende!, siger Sisse Marie Søby.

Passion for skuespil

Egentlig har musikken været det, der har fyldt mest indtil nu, og det, der har været fundamentet i Sisse Søbys liv. Men lige nu er hun også meget optaget af skuespillet, fortæller hun.

- Jeg er en person, der, når jeg bliver grebet af noget, så bliver jeg virkelig grebet. Jeg er blevet fuldstændig forelsket i 'the craft of acting'. Det er sindssygt spændende, siger hun.

- Jeg har en enormt stor passion for det. Det går lidt hånd i hånd med musik, og jeg har jo været i underholdningsbranchen hele mit liv. Det er bare en anden måde at udtrykke mig på, siger hun.

Drømmene blev til virkelighed

Sisse Marie Søbys mest kendte sang herhjemme er nok Everytime (You Look at Me), som hun har lavet i samarbejde med Morten Breum. Derudover blev sangen 'Paralyzed', som hun har lavet i samarbejde med TooManyLeftHands og Jay Adams, i 2012 brugt i computerspillet SIMS i en modificeret version, hvor hun synger på 'Simsk'.

I 2011 var hun repræsenteret i de voksnes Melodi Grand Prix som co-writer på sangen 'Emma', som hun havde skrevet sammen med Christopher Brandt, der optrådte med sangen.

På den måde kunne hun trække en fin, lille tråd tilbage til MGP-tiden, der har haft stor betydning for hendes liv.

- Jeg har altid været en drømmer. MGP var første gang, hvor jeg fandt ud af, at ting kunne manifestere sig, hvis man drømte om noget. Og jeg tror også, MGP var dér, hvor jeg fandt ud af, at musik og underholdning var det, jeg skulle, siger hun.

Blev usikker på sig selv

Men MGP var ikke lutter glimmer og glade dage.

- Jeg følte mig meget alene bagefter. Jeg var meget social, men pludselig var alles øjne på mig, også når jeg gik ned fra scenen, så jeg isolerede mig selv og blev usikker på mig selv, siger hun.

- Jeg tror ikke, folk var klar over, hvor stort det blev, og jeg var nok ikke så god til at sige, at jeg havde brug for støtte, så der var ingen, der vidste noget. Jeg var lige fyldt 15 og var ikke specielt moden, men så måske mere moden ud, end jeg var, siger hun.

Hun understreger, at hun også har mange gode minder fra MGP-dagene.

- Det var også en fantastisk tid, hvor jeg var ude at spille, fik lavet noget tv, og hvor nogle ringede og sagde: 'Vil du ikke have det her tøj?'. Det er jo fedt i den alder. Og jeg fik lov at lave musik og gå i studiet, siger hun.

Sisse Marie Søby under sin koncert til en fest i The Playboy Mansion. (Foto: Jules Wolfson © Jules Wolfson)

Performance for playboybunnies

Men hun var meget mere end MGP. Hvem det præcist var, skulle hun dog først til at finde ud af.

- Jeg var jo virkelig bare en bonderøv uden for Aalborg, en hestepige, der sang i kor, så det var overvældende, at folk pludselig vidste, hvem jeg var. Derfor havde jeg brug for at komme væk og stå på egne ben og finde ud af, hvem jeg var, siger Sisse Marie Søby, der har boet forskellige steder i udlandet, siden hun var 17 - med enkelte korte afstikkere hjem til Danmark igen.

Og livet uden for Danmarks grænser har budt på oplevelser, man ikke lige får herhjemme. Blandt andet blev Sisse Marie Søby for nogle år siden tilbudt at synge til en fest på The Playboy Mansion.

- Det var mega syret, men også sjovt. Der var masser af kunstige numser, kunstige bryster og dyre biler. Folk havde absurd mange penge, og man kunne ikke finde ud af, om man skulle grine eller græde, siger Sisse Søby og fortæller, hvordan hun pludselig stod med 30 'playboy bunnies' med kunstige numser og kunstig hår på scenen.

Tissetår med Jane Fonda

Og det er ikke den eneste specielle oplevelse, hun kan skrive om på postkortene hjem til Danmark.

- Jeg var til 'Grammys' forleden, og inden da var jeg til et preparty med de største stjerner. Så sad man der på toilettet med Jane Fonda på den ene side og 'mor 'Kardashian'' på den anden, siger hun.

Hun er dog ikke selv noget kendt ansigt i USA, fortæller hun.

- Tit så er der en paparazzi, der går amok, fordi han tror, jeg er en eller anden, griner hun.

- Men der er da en generation i Danmark, der ved hvem jeg er, siger Sisse Marie Søby.

Og fremtiden vil fortsat stå i musikken og skuespillets tegn.

- Jeg håber, jeg får lov til spille nogle roller, som har en form for betydning. Nogle med nogle lag i, så jeg kan bruge det, jeg lærer nu på en fed måde, siger hun.

- Og så skal jeg have det her album ud, som jeg har arbejdet på i lang tid. Og bare gerne være glad og lykkelig, griner hun.

MGP 2017 sendes lørdag klokken 20.00 på DR1 og DR Ultra.

Facebook
Twitter