Skrål dine kærestesorger væk med P7 Mix’ top 10 over tudesange

Har du brug for at græde sine kærestesorger væk med sange, der forstår dig? Så får du her de ti bedste af slagsen til din spilleliste.

Sam Smith har leveret en nyklassiker til listen - og det samme har Adele. Roxettes store kærestesorgssang har dog en del år på bagen. (Foto: Scott Legato og Mario Anzuoni og Richard Lautens © Getty Images og Scanpix)

P7 Mix har netop kåret de bedste danske og udenlandske sange, der handler om at blive forladt, være helt alene eller sidde begravet i en grim omgang kærestesorger.

Vi bringer her de ti bedste sange om kærestesorger og har fået radiovært og musikjournalist Mathias Buch Jensen fra P7 Mix til at forklare, hvorfor valget lige netop faldt på disse ti.

Og bare rolig, nummer et på listen er en solid klassiker, som du med sikkerhed har hørt før.

10. Mariah Carey: ’Without You’

- Det er jo ikke hendes egen sang, da den har været udgivet, to gange før hun udgav den – men vi tror på hende! ’Without You’ er næsten – men også kun næsten – for meget, og det er en af de sange, der er med til at cementere hende som en af 90’ernes største sangerinder rent vokalmæssigt. Her viser hun virkelig sit register.

9. Sam Smith: ’Stay With Me’

- En nyklassiker! Modsat Mariah Carey tager Sam Smith jo afsæt i sit eget liv. Hans album ’In The Lonely Hour’ har jo i det hele taget fokus på kærestesorger. Han lyder som en hund, der har fået tæv og nu sidder i hjørnet. Og man tror virkelig på ham.

8: Bill Withers: ’Ain’t No Sunshine’

- Det er en klassiker fra bunden af følelsesdybet. ”Ain’t No Sunshine When She’s Gone”, synger han. Med andre ord: Solen kommer aldrig til at skinne mere, og jeg sidder her i mit lille sorte hul, alene og forladt. Det er en fantastisk soulsanger og en fantastisk sang.

7. Rugsted/Kreutzfeld: ’Jeg ved det godt’

- Den er mere eller mindre skrevet på en halv time – og endnu et bevis på, at man ikke selv behøver at stå midt i smerten for at lave troværdig musik, der handler om kærestesorg. Den er ikke skrevet ud fra en specifik begivenhed. Det er en dansk klassiker, hvor ordene ”Jeg ved det godt, men det er for sent nu” siger alt. Der er kort sagt ingen fortrydelsesret.

6. Roxette: ‘It Must Have Been Love’

- Den store sang fra ’Pretty Woman’. Det er jo en meget typisk 90’er-ting at finde en stor sang til en stor film. ’Bodyguard’, ’Topgun’, ’Robin Hood’ – og man kunne blive ved. Hun synger, ”at det må have været kærlighed, men det er slut nu”, så der ligger også en tvivl, om det nu også var kærlighed. I så fald var den flygtig, men nu kan man kun spejde efter den i horisonten.

5. Anne Linnet Band: ’Det er ikke det du siger’

- Det er jo en ung Sanne Salomonsen, der synger den, men sangen er faktisk skrevet af Anne Linnet. Sanne viser sig her som en stærk og troværdig fortolker, for hun gør andres ord til sine egne. Man skal nok kunne genkalde sig smerten for at kunne synge den sådan. Vi kan i hvert fald mærke, at hun er blevet trådt på.

4. Toni Braxton: ’Un-Break My Heart’

- Det er en af de tunge. Det er nærmest et drama, der udfolder sig som et skuespil, og der er helt naturligt nogle store armbevægelser, der følger med. Det er en klassisk power-ballade, hvor der er skruet op for alle knapper på pulten.

3. Sinead O’ Connor: ‘Nothing Compares 2 U’

- Det er en af de sange, hvor musikvideoen næsten er ligeså ikonisk som sangen i sig selv. Der står den der blege, irske kvinde med tårer i øjnene, så hvis man er i tvivl om, hvad den handler om, så kig bare på Sinead O’ Connor. Det er hjerteskærende og en vild fortolkning af en Prince-sang.

2. Adele: ’Someone Like You’

- Det kan godt være, at du er kommet videre – og jeg ønsker dig det bedste – men det er jeg ikke! Det er jo det, hun siger med denne sang. Adele har udtalt, at den er skrevet på et tidspunkt i hendes liv, som hun aldrig nogensinde kunne tænke sig at genopleve den følelse, der skabte den sang. Vi er ikke i tvivl om, at hun har følt smerten og kommer med helt ind i hendes mørklagte rum. Det er en tidløs ballade.

1. Eric Carmen: ‘All By Myself’

- Den beskriver grundessensen af det at blive forladt og sidde alene tilbage. Selv om der er mennesker omkring en, så er man bare alene og sover sig ind i sin egen ynk. Sangens status er blevet forstærket af, at den var med i filmen om Bridget Jones, hvor hun sidder hjerteknust og hører ’All By Myself’ med et års forbrug af servietter omkring sig. Det er en klassiker.

Du kan høre P7 Mix gennemgå de 70 største break-up-sange i P7 Mix Maraton om kærestesorger ved at klikke her. Du kan også høre sangene i denne DR-spilleliste på Spotify.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk