Slut med Gulddreng: Popfænomen lægges i graven med kæmpekoncert

'Model', 'Se Mig Nu' og 'Ked af det' er blandt de singler, Gulddreng har toppet hitlisterne med, siden han lagde Danmark ned i 2016. Snart er det slut.

Det er sådan her, du bedst kender musikeren Malte Ebert. Men fra 2. februar 2018 er det slut med Gulddreng. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

Han synes at være her, der og alle vegne.

Og sådan har det egentligt været siden Danmark i 2016 stiftede bekendtskab med den guldbefængte hitmager Gulddreng, hvis borgelige navn er Malte Ebert.

Men 2. februar 2018 er det slut.

Sådan lyder det i dag fra hans manager, Christian Skjølstrup, der i en pressemeddelelse forklarer:

- Det er korrekt at Gulddreng spiller sin sidste koncert den 02.02.18. Det bliver Gulddrengs største og sidste koncert nogensinde, når han til februar spiller i Royal Arena.

  • X Factor finale den 31. marts 2017. Her er det Gulddreng, der optrådte ved finalen. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)
  • Her ses Gulddreng på en røde løber til ZULU Awards 2017. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)
  • Publikum til Gulddreng koncert i Store Vega torsdag 27. januar 2017. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)
1 / 3

Og hvis man skulle være i tvivl om, hvorvidt det virkeligt kan betyde et endeligt for Gulddreng, så udvisker Christian Skjølstrup al tvivl:

- Gulddreng lukker og slukker med et brag 02.02.18.

Nå, for pokker.

For under en uge siden, lød det langt mere kryptisk, da Malte Ebert i et interview med DR blev spurgt ind til fremtiden for Gulddreng:

- Han er aldrig færdig, Gulddreng. Eller hvad? Måske. Jeg ved det ikke...

Men hvad planerne for manden, der gemmer sig bag de uigennemsigtige solbriller og de tunge guldringe og -kæder, så er, er endnu ikke afklaret.

- Vi (Malte Ebert og Christian Skjølstrup, red.) prøver at arbejde med de ting og muligheder, vi møder undervejs, så vi på den måde altid er aktuelle. Derfor har vi ikke lyst til at sige noget om, hvad der sker efter 2. februar, forklarer Gulddrengs manager Christian Skjølstrup os.

Så kommer der slet ikke ny musik fra Malte Ebert fremover?

- Altså, nu er Malte (Ebert, red.) jo først og fremmest musiker og sangskriver, så det ville da undre mig, hvis der ikke i fremtiden ville komme noget musik, siger Christian Skjølstrup spøgefuldt, uden dog at afsløre noget konkret for fremtiden.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter