Slut med håndtegn og svedige rim: Arrangører lukker MC Fight Night

MC Fight Night, hvor danske rappere dyster om at være den bedste ordsmed, stopper efter 16 år. Dermed aflyses også efterårets finaleshow i Koncertsalen.

MC Fight Night så dagens lys i 2000. Her ses vinderen fra 2006, rapperen Fantomet. (Foto: Kristian Brasen © Scanpix)

Der blev kastet håndtegn og jublet, da rap-arrangementet MC Fight Night sidste år indtog Koncertsalen i København.

Men nu kaster arrangørerne håndklædet i ringen og aflyser finalen, der skulle have været afholdt i oktober.

Det oplyser folkene bag MC Fight Night, Michael Kløvedal og Thomas Enghave, i en pressemeddelselse.

Det har bestemt ikke været en nem beslutning. Men det er den rigtige, skriver Michael Kløvedal.

Intet lækkert show uden penge

Det har nemlig ikke været muligt at skaffe den nødvendige økonomiske samarbejdspartner, der ”vil denne målgruppe på den lange bane”.

- En hel essentiel ting ved MC´s Fight Night er det høje niveau, den detaljeret show-produktion, der giver folket den flotte finale alle glæder sig til år efter år, og det vil vi ikke gå på kompromis med, skriver Thomas Enghave.

De to er dog åbne over for at genoplive MC´s Fight Night engang, hvis en ”stærk kommerciel partner” eller kulturpolitisk støtte melder sig.

Arrangementet har ellers klaret sig uden nogen form for statslige kulturkroner siden begyndelsen i 2000.

Fans, der allerede har købt billet til efterårets finale i Koncertsalen, kan få pengene retur hos Billetlugen.

Sådan så det ud, da MC Fight Night holdt finale sidst år. (Foto: Janus Nielsen © Janus Nielsen)
Facebook
Twitter