Smukfest svarer igen på program-kritik: Kun tre har deres billet til salg

Siden Smukfest i går offentliggjorde store dele af deres festivalprogram, har ledelsen modtaget meget kritik. Nu svarer formanden igen.

Jamiroquai er blandt de hovednavne, som optræder på Smukfest i august. (Foto: Anders Kristensen © Scanpix)

Smukfest offentliggjorde i går godt 100 nye navne på plakaten. Herunder hovednavne som Jamiroquai, Zara Larsson, Ellie Goulding, Status Quo, DJ Snake og Major Lazor.

Men efter offentliggørelsen har festivalen, der allerede inden præsentationen af de nye navne havde udsolgt alle partoutbilletter, fået meget kritik for musikprogrammet.

'Er det hovednavne?'

Utilfredse følgere har på festivalens Facebook-side kritiseret, hvad de ser som en mangel på hovednavne.

- Holy shit.. Er det her hovednavne?, spørger Karoline Sofie Kahr Petersen retorisk og fortsætter:

- 2400 kroner for en billet til musik, jeg kan høre på alle andre festivaler.

Kim Ahler er heller ikke imponeret.

- Efter 19 år kan jeg ikke huske et år, der har været så uinteressant musikmæssigt. Pas nu på, det ikke ender med ren skowfest - og ingen fed musik - der skal gerne være en balance, skriver han.

Michael Dan Julsbo opfordrer til, at der skal 'skiftes ud på booker-bænken'.

- Mon ikke I skulle skifte ud på booker-bænken?! Det er godt nok et tarveligt program! Heldigt, I først melder det ud nu, ellers havde I aldrig fået solgt billetterne så hurtigt!, skriver han.

- Kun tre har solgt deres billet

Booker og formand for Skanderborg Festivalklub, Claus Visbye, fortæller, at man har oplevet en lidt større kritik af programmet end tidligere, og at man tager kritikken til efterretning.

- Musik er smag og behag. Folk har købt en billet i en forventning om, at der er noget, der rammer deres smag, siger han og medgiver, at programmet i år nok er mere "poppet end rocket", og at man også har et mere "ungt" program i år.

Noget, der nok ikke falder i alles smag.

Han forstår dog ikke, at programmet kritiseres af manglen på hovednavne.

- Det forstår jeg faktisk ikke. Der er i dén grad hovednavne på. Hvis ikke Major Lazor er et hovednavn, så ved jeg ikke, hvad det er, siger han og nævner blandt andre også Jamiroquai, Alesso på DJ-scenen og det tidligere hovednavn på Glastonbury Festival Mark Ronson som eksempler på store udenlandske hovednavne.

Samtidig mener han også, at Facebook-kritikken kan give et misvisende billede af virkeligheden.

- Vi kan se på vores billetsystem, at der i øjeblikket kun er tre ud af 27.000 solgte billetter, der har sat deres billet til salg. Samtidig kan jeg finde 100, der søger billetter på Den Blå Avis, siger han.

Facebook
Twitter