Taylor Swift og Spotify ryger i totterne på hinanden i krig om tal

Taylor Swifts musikselskab og Spotifys stifter skændes med hinanden, efter den amerikanske musikstjerne valgte at trække sin musik tilbage fra streamingtjenesten.

Taylor Swift og Spotify er røget i totterne på hinanden, efter at amerikaneren har trukket sin musik væk fra streamingtjenensten. (Foto: Lucas Jackson © Scanpix)

Spotifys stifter, Daniel Ek, og Taylor Swift er gået i talkrig, efter den amerikanske superstjerne har droppet streamingtjenesten.

I forbindelse med, at Taylor Swift tidligere i denne måned valgte at fjerne sine sange fra Spotify, skrev Daniel Ek i denne uge et blogindlæg på Spotifys hjemmeside, hvor han kritiserede beslutningen.

I blogindlægget skriver spotifystifteren, at Taylor Swift kunne have modtaget over seks millioner dollar om året - svarende til 36 millioner kroner, hvis hendes musik var på Spotify.

Stifter: Jeg bliver virkelig frustreret

- Når jeg hører historier om, at kunstnere og sangskrivere siger, at de kun få lidt eller ingen penge fra streamingtjenesterne, og at de er vrede og frustrerede over det, så bliver jeg virkelig også frustreret. Musikbranchen ændrer sig, og vi er stolte af at være en del af den forandring, skriver Daniel Ek.

Angrebet på Taylor Swift har fået den amerikanske sangerindes musikselskab til at gå til modangreb.

Den administrerende direktør for selskabet Big Machine, Scott Borchetta, siger, at Taylor Swift på Spotify har fået mindre end tre millioner kroner i de seneste 12 måneder, og derfor fortryder hverken han eller Swift, at de har droppet Spotify.

- Faktum er, at musikbranchen havde det bedre, inden Spotify kom. Glem ikke, at hun er den mest succesfulde sanger i dag. Men hvad med resten af kunstnerne, der kæmper for at få en karriere? Over de seneste år har Spotify kun betalt det, der svarer til færre end 50.000 solgte albums, siger Scott Bochetta til Time.com.

Flere amerikanere overvejer at droppe Spotify

Ifølge Bochetta er der allerede flere amerikanske artister, som overvejer at forlade Spotify på grund af den lave betaling. Dog afviser Spotify tallene og Daniel Ek siger, at Spotify har betalt omkring 12 milliarder kroner til kunstnerne og musikselskaber siden 2008.

Den amerikanske foragt for Spotify kommer umiddelbart ikke bag på Lasse Lindholm, der er kommunikationschef for Ifpi Danmark. Han fortæller, at det sandsynligvis ville være forbundet med store risici, hvis en dansk kunstner gjorde det samme som Taylor Swift.

- I Skandinavien er sagen svær at forstå, fordi streaming betyder så meget. I USA er markedet mere umodent, og derfor minder Taylor Swift-sagen, om dengang Spotify kom til Danmark og resten af Skandinavien, siger Lasse Lindholm.

USA: I front med film - men bagud med musik

Ifølge Ifpi stammer 63 af musikomsætningen i dag fra streamingtjenesterne, og tjenesterne har betydet, at 82 procent af dem, der tidligere downloadede musik ulovligt er stoppet med det.

Men i USA er streaming af musik - i modsætning til film - kun lige begyndt, og derfor skal streamingen først skydes ordentlig i gang, inden musikere og musikselskaber for alvor tjener penge på tjenesterne.

Derfor mener Lasse Lindholm også, at sagerne vil ebbe ud, i takt med at Spotify vinder frem i USA.

Det er ikke første gang, at en verdenskendt sanger har fjernet sine sange fra Spotify.

I oktober 2013 fravalgte Radioheads Thom Yorke også streamingtjenesten. Han har nu lavet et album, som kan købes via nettet.

Facebook
Twitter