Tidligere grandprix-direktør: Eurovision kunne være klaret for 50 millioner

DRs egne høje ambitioner, gjorde Eurovision-showet, dyrere end det kunne have været, siger tidligere tv-direktør i DR, Bjørn Erichsen. Han mener dog ikke, DR kan klandres for de massive budgetoverskridelse, der fulgte efter showet.

Man kunne have lavet det for 50 millioner kroner. Man kunne have lagt showet et sted som Forum i København og sagt, at der skulle skabes et unikt, overraskende og anderledes show inden for den ramme, siger tidligere tv-direktør i DR, Bjørn Erichsen, til Politiken. (Foto: Jakob Boserup © Type 1)

Danmarks Radio kunne have holdt Eurovision for en sjettedel af de over 300 millioner kroner, grandprixshowet i B&W-hallerne i København kom til at koste.

Det skriver Politiken mandag.

Vurderingen kommer fra Bjørn Erichsen, der fra 2002 til 2010 var ansvarlig for Eurovision i European Broadcasting Union, EBU. I 2001 var han tv-direktør i DR, da Danmark senest var vært for Eurovision. I dag er han rådgiver i tv-ledelse og tv-produktion og sidder i TV 2's bestyrelse.

Ikke et krav fra EBU

- Man kunne have lavet det for 50 millioner kroner. Man kunne have lagt showet et sted som Forum i København og sagt, at der skulle skabes et unikt, overraskende og anderledes show inden for den ramme«, siger Bjørn Erichsen til Politiken.

Når DR alene valgte at bruge 197 millioner kroner af sine midler på selve tv-showet, er det ikke, fordi EBU kræver, at Eurovision i dag skal være et helt exceptionelt dyrt tv-show.

- Man kan sagtens lave godt fjernsyn for meget mindre. Det her handler primært om DR's egne ambitioner. EBU's krav til akustik og loftshøjde og den slags er helt uproblematiske og kan indfris mange steder«, siger Bjørn Erichsen til Politiken.

Høje budgetter vakte bekymring

- I EBU var vi faktisk bekymrede over, at tv-showene blev skruet op i et niveau og blev så pompøse, at små lande som Moldavien eller Albanien aldrig ville kunne være med, hvis de vandt«, siger Bjørn Erichsen til Politiken.

Pernille Gaardbo, DR-chef for Eurovision 2014, erkender, at de havde høje ambitioner for tv-showet.

DR-producent: Andre havde højere budgetter

- Det her er OL inden for musik og underholdning. Selvfølgelig havde vi meget høje ambitioner, siger Pernille Gaardbo til Politiken.

Men hun afviser, at budgettet til at indfri de ambitioner skulle være ekstraordinært højt. Eurovisions-tv-showet i både Aserbajdsjan, Düsseldorf og Moskva var dyrere end i København, påpeger hun.

Bjørn Erichsen: DR uden skyld i budgetoverskridelser

Oven i de 197 millioner kroner til selve tv-showet kommer de 112 millioner kroner, som det endte med at koste at ombygge B&W-hallerne på Refshaleøen i København til showet. En udgift, der blev tre gange større end budgetteret.

- Hele det der B&W-setup trækker det ud af proportioner, siger Bjørn Erichsen til Politiken.

Men den del kan man ikke klandre DR for, mener han.

Skandalen skyldes, at de ansvarlige - Wonderful Copenhagen, Københavns Kommune, Region Hovedstaden og Refshaleøens ejendomsselskab, Reda - gjorde deres hjemmearbejde ualmindeligt dårligt, inden de lavede aftalen med DR. Og at budget- og processtyringen i Projektselskabet ESC 2014 under Wonderful Copenhagen var ubegribeligt dårlig undervejs, lyder Bjørn Erichsens vurdering i Politiken.

Kilde: Politiken

Facebook
Twitter