Trentemøller indtager igen Orange Scene

Den danske succesproducer spiller på næste års Roskilde Festival.

Sidste gang, Anders Trentemøller spillede på Roskilde Festival, var i 2009, hvor han gav et langt dj-set sent torsdag aften. (Foto: Nanna Kreutzmann © Scanpix)

Når Roskilde Festival åbner næste år er det med et dansk verdensnavn på plakaten.

Her til formiddag føjede festivalen den danske musiker Anders Trentemøller til programmet, og selvom det endnu er uklart, præcis hvad koncerten skal indebære, slår festivalen fast, at koncerten kommer til at foregå på festivalens største scene.

- Det er snart fem år siden, at Trentemøller sidst gæstede Roskilde Festival, så vi synes, at det er på tide, han igen demonstrerer sit internationale format og enestående talent for Roskilde Festivals gæster. Vi er ikke i tvivl om, at Trentemøller endnu engang kan skabe noget magisk på Orange Scene, udtaler Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, i en pressemeddelelse.

Seks stjerner sidste gang

Sidste gang Trentemøller spillede på Roskilde Festival, leverede han et dj-set på Orange, og dengang var han ledsaget af et væld af gæstesangere, der blandt andre talte Steen Jørgensen fra Sort Sol, Ane Trolle og Marie Fisker.

Koncerten torsdag aften fik både fem og seks stjerner af de danske musikanmeldere, og Ekstra Bladets Henrik Queitsch skrev for eksempel i sin seks-stjernede anmeldelse:

- Man må sige, at han i dén grad greb chancen og leverede et veritabelt sansebombardement, som ikke efterlod nogen tvivl om, hvorfor han er et af tidens mest efterspurgte navne kloden over lige nu.

Her i efteråret udgav Anders Trentemøller sit seneste album, 'Lost'. Du kan høre ham fortælle mere om, hvordan det blev til i P1-programmet På tomandshånd.

Facebook
Twitter