Trentemøller: Mit show i Los Angeles blev udsolgt på bare én time

I dag udgiver Anders Trentemøller sit nye album og forude venter lutter udsolgte koncerter i Europa og USA. - Det er helt vildt, siger den danske musiker.

Anders Trentemøller er lidt nervøs for lørdagens koncert i Paris. - Folk har jo kun haft én dag til at høre den nye plade, og vi spiller jo mange nye numre, siger han. (Foto: Sofie Nørregaard)

Anders Trentemøller har taget hul på en vild weekend.

I dag er hans nye album 'Fixion' udkommet til rosende anmeldelser i blandt andet Politiken og Soundvenue, og i morgen tager han hul på en septemberturné, der er udsolgt over hele linjen. Både i byer som Los Angeles, Amsterdam og New York.

Førte stop er dog Paris, hvor den danske musiker og producer for første gang skal spille sine nye numre, kun et døgns tid efter at pladen er udkommet.

- En ting er anmeldelser, men når man står foran publikum ansigt til ansigt, så er det meget direkte feedback, man får. Jeg er ret sikkert på, jeg bliver nervøs i morgen, for det er en stor kontrast til at være i min egen verden, hvor alt er meget kontrolleret, og til at skulle ud og præsentere min lille baby, siger Trentemøller.

Prøver at lade anmeldelserne ligge

Hvordan er det at komme ud af det isolerede arbejde med musikken til nu at kunne servere musikken både på plade og live?

- Det er et kæmpe skift, for jeg sidder meget alene og skal tage alle beslutninger selv. Så første step er, så snart jeg er færdig, at mødes med bandet og fortælle dem om min vision, hvad deres roller bliver og i det hele taget være lidt musiklærer-agtig. Efter noget tid kommer hvert bandmedlem med feedback og deres måde at spille det på. Og sidste step er jo så at komme ud og spille musikken live.

Du har udtalt, at du læser anmeldelser ind imellem. Har du set de rosende ord, den nye plade får i dag?

- Jeg prøver at lade være med at læse dem op til en ny plade, for det er svært for mig at tage ind. Selvfølgelig hvis der er nogle dårlige, men også de gode, for jeg skal lige have noget space først. Jeg har set, at der var nogle gode anmeldelser i dag, så det er jo dejligt, men jeg har ikke fået dem læst. Det gør jeg gerne om et par uger. Jeg skal lige lande først.

For to år siden spillede Trentemøller med sit band på Orange Scene på Roskilde Festival (billedet). De kommende uger venter udsolgte shows i udlandet. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Du spiller blandt andet steder som Los Angeles, London, Berlin og New York. Hvordan har du det med, at de alle er udsolgte?

- Det kommer bag på mig. Den første koncert i Los Angeles blev faktisk udsolgt på bare én time, så vi spiller en ekstra dag dér. Det er helt vildt. Jeg tror, det er fordi, jeg har spillet i rigtig mange byer de seneste 7-8 år med mit nuværende band, så folk kender os og musikken. Måske har jeg også en meget trofast fanskare …

Fra Netto på Amager til jublende fans

Nu siger du fanskare og griner lidt forlegent, men du har jo da været i branchen ret længe …

- Jo, men det er svært at forholde sig til, når jeg bare går rundt herude på Amager og laver min musik i mit studie og handler i Netto ligesom alle andre. Det er bare en anden rolle, man træder ind på turné, og det er ind imellem lidt svært at forholde sig til, før man står i det. Men jeg elsker at være ude og spille med mit band og mærke reaktionerne fra folk.

Hvilken stemning synes du selv, der er på din nye plade?

- Der er jo den klassiske, at det er melankolsk, men jeg har virkelig prøvet, at det ikke kun er den stemning, der er tegnende for hele pladen. Der er nogle numre, der er mere insisterende rent energimæssigt og nærmest punk-agtige, mens andre numre er mere ambient. Jeg har hele tiden prøvet at få en melodisk linje til at flyde igennem hele albummet – det er det, jeg har brugt mest tid på.

Anders Trentemøller kan roligt iføre sig rockstar-brillerne. Danskeren har i hvert fald en masse fans eksotiske steder som Los Angeles og New York. (Foto: Sofie Nørregaard)

Synger selv på nummer for første gang

Du har arbejdet sammen med mange kendte navne. Er der nogle kunstnere, du føler, du mangler på listen?

- Faktisk ser jeg det slet ikke sådan. For mig er det mere hvert nummer, der går ind og bestemmer, hvilken stemme der passer. Marie Fisker synger på fire af mine nye numre, og hun passer rigtig godt til de numre, så det er nummeret, der dikterer, hvem det er, jeg skal arbejde med.

- Nu synger jeg ikke særlig godt selv, men jeg synger faktisk i sangen ’Never Fade’ – det er første gang nogensinde. Jeg er ret spændt på at skulle synge den live.

Det er ikke kun det store udland, der kan opleve Trentemøller. Han spiller også med bandet i Danmark næste år - de præcise datoer er endnu ikke på plads, men det bliver i februar.

Anders Trentemøller

  • Født i 1972 og opvokset i Vordingborg

  • Arbejder som musiker, komponist og producer

  • Slog igennem med debutalbummet ’The Last Resort’ og singlen 'Moan'

  • ’Fixion’ er hans fjerde hele album, men han har også udgivet en lang række EP’er og remixes

  • Har remixet sange for navne som Depeche Mode, Moby, Pet Shop Boys, Mew og Franz Ferdinand.

Facebook
Twitter